Gazer (2024)

16mm-filmet, kunstnerisk ambitiøs lavbudgetsthriller, der samtidig er amerikanske Ryan J. Sloans spillefilmsdebut som instruktør.

En hyldest
"Gazer" er pimært stilistisk klassisk og er helt givet en form for hyldest til en måde at skabe film på, som amerikanerne – både Hollywood og indieproduktoner – for længst har lagt bag sig.

På indramningens præmisser
Fokus er på nærhed gennem virkemidler og fortællestil, men fortællingen har lidt sværere ved at følge med på indramningens præmisser, hvilket også kaster en række skuespillerpræstationer af svingende kvalitet af sig – hele tiden lige lidt "ved siden af".

Sprød interesseopbygning
Der er grundlæggende sprød interesseopbygning i dét faktum, at vores hovedperson Frankie (Ariella Mastroianni) må lytte til båndoptagelser af egen indtaling for at holde styr på tid og sted.

Mentalt belastende situationer
Hendes særlige tilstand får hende nemlig ud i en række mentalt svært belastende situationer, hvor hun ikke har styr på tid og sted, og hvor hér og nu således kan være gemt, glemt og borte.

Mister jordforbindelse
Forfølgelsesvanviddet tager til i styrke, og det samme gør dramaet, der mister en hel del af dén fine jordforbindelse, som de indledende scener byggede op. Bl.a. kommer her mere og mere (og mere) underlægningsmusik.

Hvad er virkelighed?
Hvad er virkelighed, og hvad er mentalt kaos (eller direkte hallucinationer)? Det er der ingen, der rigtig får svar på – mindst af alle Frankie, der alligevel næste øjeblik har glemt, hvor hun er.