Fotnoter fra fattighuset (2023)

Velment, men også lidt tørt og upersonligt dokumentarisk billede på dét fattig-Norge, der desværre vokser sig større og større.

En dagligdag, der skal hænge sammen...

Kunstneren Fatou Åsbakk følger hér især sin egen mor Astrid, der i mange år har været frivillig i Fattighuset i Oslo og således har stor erfaring i, hvilke "kunder", der søger hjælp – bl.a. med mad – for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Fuldt ud anonymiseret

For at sikre et fuldt ud anonymiseret og hermed "klinisk legalt" portræt optræder ingen af de hjemløse med ansigt, og er således filmet bagfra, hvis vi da overhovedet ser andet end konturerne af et par hænder.

Ingen skal genkendes

Og som perspektiv på aktualiteten i udviklingen høres en AI-genereret stemme, der monotont oplæser avisartikler om Fattighuset. Ingen skal kunne genkendes, hvilket synes at blive en sport for den blot 53 minutter lange dokumentar.

Viser ansigt

Undtagelsen er mor Astrid, der gerne viser ansigt, når datteren retter kameraet mod hende – i øvrigt står Fatou for manus og foto og har også produceret.

Distribution af overskudsvarer

Ønskes perspektiver på distribution af overskudsvarer og andre donationer, gives der fine billeder på dette, men nogen forløsende, endsige stærk dokumentar er "Fotnoter fra fattighuset" desværre ikke.