Kvinden i buret (2013)

Sammenhængende film:
Kvinden i buret (2013)
Fasandræberne (2014)

Flaskepost fra P (2016)

Journal 64 (2018)

Se hellere:
Luther [1. Season] (tvs) (2010) - Episode 3

Mentalt prøvet og kærlighedsmæssigt depriveret kriminalbetjent med nyforelsket og storbollende ekskone og utilpasset papsøn bliver degraderet til politi-kontornusser med spradebasset assistent af anden etnisk herkomst. Trodsende lodrette ordrer går det umage makkerpar ind i en på femte år henlagt sag og erfarer, at "Merete-sagen" bestemt ikke er afsluttet.

Hævnaktion
Nede på det hengemte og klamfugtigt skjoldede Lolland har en psykopat nemlig spærret Merete inde i et trykkammer som en hævnaktion med vagt motiv.

Alle klichéer dyrkes
"Kvinden i buret" har og dyrker snart sagt alle genrens klichéer, som var de små sarte perler på en snor. Og i dette gennemtænkte Jussi-filmatiserings-koncept lægges der helt tydeligt vægt på at fremhæve snarere end antyde de mange svært genkendelige kendetegn ved krimigenren og dens persongalleri.

Ubehjælpsomt
Uden at have læst romanforlægget tør det dog næsten garanteres, at personerne her må være mere nuancerede. Ikke at man forventer, at en spændingsfilm nødvendigvis skal rumme oceaner af dybde, men denne filmatisering er i mange henseender ren overflade.

Kære minder i slow motion
Det grænser til det krampagtige, når begivenhederne spidser til, og hele symfoniorkestret sætter ind (musikken er en ubetinget konstant og stærkt kvælende faktor!), mens flash backs og kære minder nærmest vrider sig i slow motion og overbelyst sværmeri.

Ingen balance
I det hele taget har filmen meget svært ved at finde en balance mellem det umiddelbart dramatiske og det forklarende. Sandheden er, at der er alt for meget forklaring hele filmen igennem: Nu er dén mand død, og det er fordi, denne her psykopat har slået ham ihjel. Så skal vi også lige se, hvordan det foregik dengang ved den svenske skovsø.

Hovedhistorien er bihistorie
Hvorfor i alverden ikke udnytte det store klaustrobiske og mørke potentiale i den godt tænkte og psykologisk intense tilfangetagelse? Hovedtemaet i filmen bliver ironisk nok til en bihistorie.

Stjæler billedet

Klichéerne stjæler billedet, i mange tilfælde grænsende til det ufrivilligt komiske. Og når der endelig serveres den klassiske mellem-makkerlige humor, er den tør og forudsigelig og stort set udelukkende koncentreret om temaet dårligt brygget kaffe.

Utydeligttalende
Velkendt utydeligttalende former Nikolaj Lie Kaas en vis karisma i sin tørt sammenbidte hovedrollefigur, mens Fares Fares’ kække indvandrermakker tilfører noget i retning af charme.
 

En lille vag flamme

Birollerne er dog ikke alle funklende: Sonja Richter har ikke helt den gennemslagskraft til at formidle det glade vanvid under tryk og psykisk pres, og Mikkel Boe Følsgaards portræt af den hjerneskadede lillebror brænder kun med en lille vag flamme.