Detroit (2017)

I bedste Kathryn Bigelow-stil skal vi over de to timer og et kvarter for at få det hele med: "Detroit" er dog så effektiv en actionkrimi, at der slet ikke er tid til at kigge på uret undervejs.

Racismen stortrives

Detroit, 1967. Gennem længere tid har et oprør ulmet blandt de sorte indbyggere, og nu er de på gaden – klemt i et stort politopbud, der også snart får støtte fra militæret. De sorte skal bare ikke tro, de er noget, og en konsekvensløs racisme stortrives hos ordensmagten.

Politiets "kærlighed"

Det bliver tydeligt, da filmen drejer fra det store oprørsbillede og ind ad en højintens sidegade, hvor vi følger en mindre gruppe sorte, der sammen med to hvide kvinder snart skal få politiets "kærlighed" at føle.

Helmer ikke

Den unge betjent Krauss (glimrende Will Poulter) er i spidsen for en aktion, hvor han og kollegerne ikke helmer, før de har tvunget informationer om et muligt våben ud af gruppen. Der er lovløshed i luften og ikke meget at gøre for de trængte.

Højdramatisk kammerspil

Da først "Detroit" bliver konkret og beskæftiger sig højdramatisk med ovennævnte handling, er der ikke mange knappenålshoveder, der kan høres i fald mod gulvet.

Ingen unødvendig støj

Og det skyldes heldigvis ikke, at Bigelow plastrer den betændte handling til med unødvendig støj! "Detroit" er i vid udstrækning beundringsværdigt fritaget for underlægningsmusik.

Ætsende fortalt

Det potentielt dødbringende kammerspil mellem ordensmagten og de retsløse sorte er simpelten så ætsende fortalt og elektrisk spillet, at spændingen næsten ikke er til at ryste af sig.