Freud (1962)

Det lønner sig at udvise en god portion tålmodighed i mødet med John Hustons ambitiøse, sort/hvide, 140 minutter lange portræt af Sigmund Freud. Fortællingen om den østrigske grundlægger af psykoanalysen er nemlig alt andet end actionpacked.

Ro og grundighed

Men "Freud" vinder på sin ro og grundighed i alt fra Douglas Slocombes ekspressionisk funderede fotografering til den elegant afrundede og følelsesladede titelrollepræstation af Montgomery Clift.

Hysteri som forskningsfelt

At lægen Sigmund Freud (1856-1939) overhovedet skulle kaste sig over "hysteri" – og dermed psykologi og senere psykoanalse – lå ikke lige for. Tiden var ikke moden til at tro på, at der var mere mellem himmel og jord, og at hjernen kunne spille mennesket mere end blot et lille puds.

Tvivl på egne evner

Filmen følger udelukkende Freuds unge år, fra han begynder at interessere sig for feltet psykologi, til han præsenterer sine resultater for en større gruppe både måbende og hånende lægekolleger. Han har en tro væbner i sin kone Martha, der støtter ham i den voksende tvivl på egne evner.

Naturlig præstation

Ud over kraftpræstationen af Clift imponerer særligt Susan Kohner med en skøn og naturlig præstation i rollen som ægtemagen, der evner at holde hovedet koldt i en hverdag præget af mandens selvransagelse.

Tidstypisk troværdigt

Meget af "Freud" er filmet i tidstypisk pænt troværdige kulisser, mens de udendørs perspektiveringer desværre er lidt for få. Jerry Goldsmith leverer her en af sine tidligste underlægninger: Musikken er temmelig ukarakteristisk, behageligt tilbagetrukket og meget lidt anvendt.