Thelma (2024)
En bedstemor i 90'erne bliver så vred over at være blevet franarret $10.000 over telefonen, at hun tager sagen i egen hånd.
BEDSTEMOR MED SLAG I
Fresh og frejdig bessemor-komedie, der sætter 95-årige June Squibb i deciderede action-svingninger som Thelma, der ikke vil finde sig i at være blevet franarret $10.000 over telefonen.
Thelma helmer ikke
Enhver anden kvinde i samme modne alder ville måske nok have resigneret og ærgret sig grundigt. Men Thelma vælger – trods datterens og barnebarnets modstand – at spore de kriminelle bagmænd, og så går det ellers derudad på plejehjemsvennens (Richard Roundtree i dennes sidste rolle) tosædede elscooter.
Søde små indfald
Der er bestemt søde og sjove små indfald, der helt oplagt spiller på alders-klichéerne, bl.a. med smartconnection af høreapparater, der kan bruges som kommunikation mellem de to gamle venner. Men der er tilsvarende mange fladpandede – og unødvendigt overgearede – indslag.
Nuancerne drukner
Nuancerne drukner således i vid udstrækning i det efterhånden alt for opstillede actionkrimi/komedie-agtige med et alders-twist, hér komplet med helt unødvendig og øresønderrivende larmende genre-underlægningsmusik (skiftevis "sød komedie" / "fed action"), der "for en sikkerheds skyld" forstærker alle følelser og stemninger til det 10.000-dobbelte.
Nuttede øjeblikke
June Squibb har bestemt nuttede øjeblikke, men ikke alle replikker er serveret med lige stor overbevisning. Den store stab af både jævnaldrende og yngre i flere generationer omkring hende har kun en smule kød at gnave på i deres biroller.
Omsorgsfuldt barnebarn
Undtagelsen er i nogen grad Fred Hechinger som det meget omsorgsfulde barnebarn Daniel. Selvom hans rolle ikke byder op til kæmpeoriginalitet, opstår der alligevel søde sitautioner mellem de to, der må siges at være vokset op i hver sin ende af den teknologiske tidsalder.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2024, Komedie, Drama, Krimi, 98 min.
Dansk titel: Thelma- June Squibb (Thelma)
- Fred Hechinger (Daniel)
- Parker Posey (Gail)
- Clark Gregg (Alan)
- Richard Roundtree (Ben)
- Sheila Korsi (Gloria)
- Annie O'Donnell (Grace)
- Zoë Worth (Theater Director)
- Ruben Rabasa (Winston)
- Bunny Levine (Mona)
- Annie Korzen (Woman at Gas Station)
- Ivy Jones (Lois)
- Sandra Lee Gimpel (Mary)
- Malcolm McDowell (Harvey)
- Paul LeClair (Retirement Home Resident)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation