God Told Me To (1976)

It's Alive (1974) og The Stuff (1985)-instruktør Larry Cohen må hér siges at være ude på lidt for dybt vand. I hvert fald er "God Told Me To" et ikke videre vellykket genrekonglomerat, der dog har sine stærke sider (primært i det svært og Dirty Harry'sk æggende anslag.)

Det glade vanvid

Det er i denne intro, vi første gang bliver præsenteret for det mystiske newyorker-fænomen, at helt tilfældige mennesker slår andre helt tilfældige ihjel. En mand har placeret sig på toppen af et vandtårn, hvorfra han plaffer løs med en præcisionsriffel.

En freaks onde værk

Tony Lo Biancos kriminalbetjent er på sagen, og han kravler helt op til herren for enden af riflen. "God told me to," ydbryder plafferen, før han kaster sig i døden. Se dét er godt nok mystisk, men som enkeltstående tilfælde blot at regne som en freaks onde værk.

Mere mellem himmel og jord

Men det stopper ikke her, og kriminalbetjenten må snart sande, at der åbenbart er meget mere mellem himmel og jord, og efterforskningen bringer ham efterhånden ud i afkroge af tilværelsen, der hverken synes at være fantasi eller virkelighed...

Gassen går af ballonen

Gassen går ret hurtigt helt af ballonen i en både skinger, støjende og infernalsk rodebutik. Det kræver tålmodighed udi både vattet formidling og ustruktureret iscenesættelse, hvis man vil forsøge at finde ind til en form for kerne.

Ihærdig præstation

Tilbage er en ihærdig præstation af Tony Lo Bianco som kriminalbetjent Peter J. Nicholas, men han står ret alene med skuespil af en vis kaliber, når der græsses ned gennem rollelisten.