Lean on Pete (2017)

    En forsømt 15-årig dreng bliver venner med en løbshest, men de fleste voksne omkring ham spænder ben for lykken.


    TEENAGER OG HEST

    Absolut en rørende film, der med den dygtige Andrew Haigh ved roret (Weekend (2011), 45 Years (2015) og All of Us Strangers (2023)) "kan noget" med det dér drama.

     

    Delvist imødekommende

    Det er historien om 15-årige Charley, der bor alene med sin far under fattige kår. Ved et tilfælde render han på den mavesurt opgivende, men alligevel delvist imødekommende Del, der har et par løbsheste, der indbringer lidt dollars i ny og næ.

     

    Nye muligheder?

    Charley bliver hans sommer-håndlanger, hvilket bringer ham tæt på den udadvendte hest Lean on Pete, og de to bliver venner. Da det går skævt mellem Del og Charley, tager drengen og hesten flugten i Dels van (med trailer!). Måske kan det skabe nye muligheder for knægten?

     

    Indlevelsen er sikret

    Med en stjernepræstation af Charlie Plummer i hovedrollen er meget autenticitet og indlevelse sikret: Det er hårfint nuanceret spil, der kommer fra hjertet. Blandt birollerne er særligt Steve Buscemi herligt afrundet som Del.

     

    Særdeles beundringsværdig

    I en særdeles beundringsværdigt rolig og ikke-udadkrængende fortællestil (bl.a. næsten helt fritaget for underlægningsmusik) er "Lean on Pete" et både hvilepulsnært og kærligt portræt af afmagt og søgen efter nærhed og identitet for en forsømt 15-årig.

     

    For meget "kød på tallerkenen"

    Men der kommer også alt for meget "kød på tallerkenen", i takt med at handlingen hele tiden får tilført nye dramatiske elementer. Det bliver simpelthen for meget af det gode/dårlige, for meget melo – hvilket tager toppen af fornøjelsen.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Storbritannien, Drama, Teenagere, Coming of Age, Dyr på film, 121 min.

    Dansk titel: Lean on Pete
    Instr: Andrew Haigh Prod: Tristan Goligher Manus: Andrew Haigh Baseret på: roman af Willy Vlautin Foto: Magnus Nordenhof Jønck Klip: Jonathan Alberts Mus: James Edward Barker