Kind Hearts and Coronets (1949)

Tiden har ikke været helt igennem nådig ved denne hyldede britiske seriemorderkomedie. "Kind Hearts and Coronets" lider bl.a. lidt under samme ubalance i genresammensætningen som Chaplins beslægtede Monsieur Verdoux (1947). Chaplins film falder blot mere igennem.

Kunsten at springe køen over...

Den fattige, men udspekulerede Louis erfarer, at han er meget fjern slægtning – og hermed arving – til den (succes)rige hertug-familie D'Ascoyne. Men han står nummer otte eller ni i køen til overhovedet at komme i betragtning...

Timing og tilrettelæggelse

Louis er imidlertid så determineret, at han går i gang med systematisk at slå de andre i "køen" ihjel. Og det kræver snilde, timing og tilrettelæggelse – og en god portion samvittighedsløshed.

8-dobbelt rolle

Det er Alec Guinness, der gestalter alle otte D'Ascoyne-medlemmer – lidt af en drøm for så talentfuld en skuespiller, der da også får piftet (tiltrængt) liv i krimikomedien med sin både type- og aldersmæssigt divergerende multirolle.

Overstadigt balanceret

Og som den åleglatte Louis funkler Dennis Price i en "overstadigt balanceret" rolle. Hans åbenlyse psykopati interesserer filmen sig ikke for: Louis er bare en morder, der ved, hvad han vil!

Liv og raffinement

Når handlingen endelig bevæger sig udenfor studierne – og det gør den gudskelov markant mere end Chaplins nævnte – er der masser af liv og raffinement i både locations og Douglas Slocombes sort/hvide fotografering. Klassiske toner af især Mozart mikses ind og ud af den originalkomponerede musik, der heldigvis holder lange pauser.

Lange tilbageblik

Hele handlingen fortælles i lange tilbageblik, som den fængslede Louis med sirlig (og handlingsmæssigt dominerende) fortællerstemme gengiver fra sin celle. Han venter på at blive henrettet dagen efter, men vil lige færdiggøre sine memoirer.