A Prayer for the Dying (1987)

Nordirdland i 1980'erne: En hårdkogt, dygtig IRA-lejemorder tager lige et sidste job, før han har planer om at lægge all this killing på hylden. Således slagter han en bagmand, der knæler ved et gravsted – så blodet sprøjter op ad gravstenen.

Et moralsk dilemma

Denne ugerning overværes af den katolske kirkes præst, men stik imod forventning lader lejemorderen ham leve. Og som om dét ikke er nok, tager gerningsmanden snart både plads i skriftestolen og ved kirkens orgel (og spiller Bach!) – hvilket efterlader præsten i et moralsk dilemma.

Action og mord

"A Prayer for the Dying" findes angiveligt i to versioner. Den, som instruktør Mike Hodges og hovedrolleindehaver Mickey Rourke kunne sige god for og som var funderet i dramaet bag snarere end voldsparatheden. Og så den(ne), der blev klippet om til det amerikanske marked med helt ny musik og mere fokus på action og mord.

Uortodoks dans

Men kvaliteter har den lidt umage krimi, også selvom ujævnhederne er fremtrædende og slagsiderne mange. Særligt filmens første time er både intens og oprigtig i sin uortodokse dans om lejemorderens forvandling.

De gode og de onde

Hét trives den nordirsk klangfuldt talende Mickey Rourke særdeles godt i selskab med både de gode (Bob Hoskins' præst og hans blinde niece, Sammi Davis' Anna) og de onde (Alan Bates' magtfulde Jack Meehan og hans håndlanger-brormand, Christopher Fulfords Billy).

Sprød vekselvirkning

Det er en sprød vekselvirkning, der kun fungerer, fordi filmen i starten endnu ikke er tippet over i hverken det ovedrevne eller det sødladne. Begge dele kommer tidsnok (den outreret sakkarinsødt fremstillede quick-forelskelse mellem lejemorderen og den blinde Anna kunne vi godt have været sparet for.)

Det moralske barometer

Rourke er god og troværdig (dog falder han ikke videre autentisk ud som knalddygtig kirkeorgelspiller – et handlingselement, der alligevel får en vis vægt), ligesom både Bob Hoskins og Alan Bates sprudler i hver deres ende af det moralske barometer.

Træder mere i baggrunden

Filmens nykomponerede musik af Bill Conti lægger meget anmassende ud, men heldigvis træder tonerne efterhånden mere og mere i baggrunden.