Hell in the Pacific (1968)

John Boormans tredje spillefilm er et fascinerende krigs-kammerspil mellem to strandede, rivaliserende militærmænd i den vilde natur på en øde ø i Stillehavet.

Holder hårdt

Begge er de havnet her ved et tilfælde – omstændighederne forklares ikke, og vi kastes således direkte ud i deres interne kampe på den lille ø. En amerikansk pilot (Lee Marvin) og en japansk kaptajn (Toshirô Mifune) skal prøve at finde ud af det sammen, men det holder i dén grad hårdt.

Markante kvaliteter

"Hell in the Pacific" var enormt dyr at producere og blev ikke den store biografsucces. Men filmen er virkelig værd at stifte bekendtskab med for sine markante kvaliteter udi kompakte, autentiske udendørsaktiviteter, hvor vejr, vind og overlevelsesinstinkter driver maskineriet.

Fascinerende virkelighed

Dialogen er sparsom (de to mænd fatter ikke et ord af, hvad hinanden siger), hvorfor det meste af lydbilledet er styret af fascinerende virkelighed: Ildens knitren, vindens rusken, regn mod bregneblade, den fjerne buldren fra brændingen et stykke udenfor øen. Kun afbrudt af Lalo Schifrins underlægningsmusik – i behageligt afmålte blokke.

Evigtgyldigt tema

Det er i sandhed en fascinerende og i de bedste sekvenser hypnotiserende filmoplevelse, hvor to balancerede skuespillerpræstationer smelter smukt sammen med det Robinson Crusoe-agtige, evigtgyldige tema.