Targets (1968)

Skuespilleren Peter Bogdanovich spillefilms-instruktørdebuterede hér med et brag, der reelt set giver ekko den dag i dag. Ikke alene er "Targets" et stykke eklatant vellykket filmkunst, den er også en tidløs kommentar til USA som skydevåbenssamfund og en metafilm, der binder sløjfer omkring en af virkelighedens helt store (gyser)skuespillere.

To historier mødes

Således rummer filmen to sideløbende historier, der uundgåeligt mødes i det højspændte klimaks. Først og fremmest følges Tim O'Kellys unge, firskårne og tilsyneladende velafbalancerede vietnamveteran Bobby Thompson.

Et arsenal af våben

Han har familielivet i orden, men det fornemmes samtidig, at han har gang i noget, der kan ende fatalt: I bagagerummet på sin hvide Mustang Convertible har han efterhånden et helt arsenal af håndvåben og rifler. Et vanvid emmer i ham.

Spiller sig selv

Peter Bogdanovich udfylder selv birollen som filminstruktøren Sammy Michaels, der længe har samarbejdet med den kendte aldrende skuespiller Byron Orlok. Her må Sammy opfattes som en gendigtning af den ikoniske B-films-instruktør og producer Roger Corman (mentor for den unge Bogdanovich), mens Boris Karloff i vid udstrækning spiller sig selv i rollen som Orlok.

Træt af rampelyset

Orlok er blevet træt af rampelyset og skuespillergerningen og beslutter pludseligt at indstille karrieren. Til stor frustration for Sammy Michaels og co., der har talrige planer for fremtidige samarbejder. En sidste optræden til en retrospektiv visning af en sine klassiske film indvilliger Orlok dog i – og det er hér, ved lærredet på den store drive-in-biograf, at Orloks og Thompsons veje krydses...

Uden sammenligning

På mange måder er "Targets" en film, der ikke tåler sammenligning med andre. Bogdanovich fører os lydefrit ind i en dobbelt-betændt verden, hvis sammenfletning både er uforudsigelig og tankevækkende. Bemærk den kraft, der ligger i formidlingen, der er helt fritaget for underlægningsmusik: Et klinisk velovervejet greb, der styrker energien og perceptionen i hele filmoplevelsen markant.

Ugerninger på vej...

Allermest hårrejsende er scenerne i selskab med Bobby Thompson, som han samvittighedsløst forbereder og eksekverer sine ugerninger i vidunderligt indrammede locations. Bogdanovichs manuskript er inspireret af virkelige hændelser, hvor snigskytten Charles Whitman gik amok fra Texas Tower i 1966.

Meta-biografisk

En lille smule mere stiv i betrækket opleves den meta-biografiske Orlok/Karloff-vægtning: Her er det ganske vist fascinerende og rørende at betragte 80-årige Karloff spille sig selv, men nogen helt kraftfuld svanesangspræstation leverer han desværre ikke.

Guf for cineasten

Inddragelsen (med scener helt fra forteksterne) af Cormans gyser "The Terror" (1963) glider elegant og er guf for cineasten: Filmstrimlen kommer hen imod klimaks oven i købet også gennem operatørens kanon i det højspændte klimaks.