Link (1986)

Vanedannende vanvittigt britisk gys, der sprudler af både etik, moral og survival of the fittest med base i en udkants-engelsk naturperle. "Link" fortæller den evigtgyldige og perspektiverende historie om primater, der bliver forsøgt menneskeliggjorte – med fatale konsekvenser.

Kærlighed til dyr...

Det er kærligheden til dyr, der får Elisabeth Shues (filmens bedste) unge zoologistuderende Jane Chase til at tage et sommerjob hos sin vildhårede professor, Terence Stamps Dr. Phillip. Han forsker i chimpansers evne til at udføre menneskelige handlinger og har flyttet laboratoriet helt ud i første række til et idyllisk beliggende landsted for foden af hav, brænding og stejle klipper.

Sporløst forsvundet

Men Jane har ikke assisteret længe i abeforskningen, før professoren er sporløst forsvundet. Nu står hun helt alene med tre meget forskellige chimpanser, der både bekæmper hinanden og snart også de mennesker, der holder dem indespærret.

Trængt op i en krog

Det vil sige, det er førerchimpansen Link, der bruger alle sine både instinktive og tillærte kneb til at trænge Jane op i en krog, og det må siges at lykkes over forventning!

Ikke helt efter bogen

Australske Richard Franklin (1948-2007) iscenesatte sjældent helt efter bogen. Det så vi både i den hjemlige, farverige seriemorder-road movie Roadgames (1981) og i den uhyre vellykkede, opfindsomme og alt for oversete Hitchcock-efterfølger Psycho II (1983).

Vidunderligt skæve blikke

At "Link" er sat i svingninger af en mand med nogle vidunderligt skæve blikke på verden, gør den bare så meget desto mere finurligt underholdende – og den aparte chimpansehistorie bliver heraf lige dele uhyggelig, skør og syret.

Relativt lineær

Filmen er dog langt fra bare "mærkelig", faktisk er historien relativt lineær, menneskene genkendelige typer og dyrene (særligt Link) outreret øretæveindbydende i deres opmærksomhedssøgende og tiltagende morderiske adfærd.

Stærk fremdriftsfaktor

Den jakkesætsklædte Link-chimpanse, der bare venter på en næste drabelig handling, med et sæt apatisk stirrende øjne over den fremskudte "mule", er således bevidst a pain in the ass i den fortættede historie – og en fremdriftsfaktor, der ikke skal undervurderes.

Betagende locations

Meget af filmens atmosfære og heraf følgende autenticitet formes ud af de betagende locations, hvor størstedelen af udendørsoptagelserne finder sted. Naturens egne lyde i en konstant vildskab, der spejler det glade vanvid i arbejdet med aberne.

Cirkusmusik

Jerry Goldsmiths underlægning hører langt fra til blandt hans mest inspirerede, trods et iørefaldende hovedtema. Det kan også diskuteres, hvor fænomenalt et valgt, det er at sætte relativt stuuur stuur nummer-cirkusmusik til en film, der gerne vil være – og er – fuldbyrdet gyser.