The Prowler (1981)

Instruktør Joseph Zito ægger hér slashergenren, så den næsten bliver kunst: "The Prowler" byder op til særdeles overbevisende gys i en grundlæggende fortærsket ramme. Således er det ikke svært at forudsige begivenhedernes gang, men det bliver faktisk en del af charmen.

Idyl afløses af kaos

I en lille californisk by ånder alt fred og idyl, og en række unge mennesker forbereder den årlige graduation dance efter alle kunstens regler. Men idyllen bliver snart afløst af kaos, da det viser sig, at en maskeklædt og yderst skære- og stikkelysten morder er på spil.

Blodet sprøjter

Blodet sprøjter flere gange undervejs, men ikke i helt ukontrollerede mængder. Zito vil det anderledes og mere kontrolleret, og der bygges således meget omhyggeligt op til de relativt få kød- og pulsårepenetrerende højdepunkter, hvor særligt unge kvinder må lægge krop til.

Effekter af Tom Savini

Her er det afgørende, at ingen ringere end Tom Savini (Dawn of the Dead (1978), Friday the 13th: The Final Chapter (1984)) har skabt special effects og makeup til filmen. Helt igennem overbevisende, særligt når fire-forken jages gennem overkroppe, men også kniv-gennem-struber-seancerne tager blod med!

Ro på...

En anden stor kvalitet ved "The Prowler" er dens betagende ro: Meget lades egentlig usagt i de lange "transportscener" mellem de reelle gys, og her er det særligt værd at bide mærke i Richard Einhorns underlægningsmusik. I sig selv meget dygtigt og i vid udstrækning diminutivt komponeret gysermusik, der ladt alene især vil spidse ører. Dog en kende for udtalt anvendt som nærved nonstop-stemningstæppe gennem det meste af handlingen. Spændende lyssat til sidste scene byder Zitos film også visuelt på dygtig næring, men det er faktisk primært lydbilledet, der tager kegler.