One False Move (1991)

Velstruktureret, håndfladesvedt kriminalepos signeret af den produktive skuespiller og instruktør Carl Franklin: "One False Move" er muligvis ikke den mest tindrende originale kriminalfilm, du har set, men der er alligevel høj nok lækkerhedsfaktor og en række sprøde twists and turns til at sparke filmoplevelsen ud over stepperne.

To sideløbende handlinger

To sideløbende handlinger mødes elegant gennem hele filmen: På den ene side den morderiske forbrydertrio bestående af den højt begavede Pluto, den jævne og kortluntede Ray Malcolm og den yndige, men forskruede Fantasia. De går ikke af vejen for mord, så længe en konstant strøm af penge og stoffer kan holde dem kørende.

Større drømme

På den anden side følges udkantspolitimanden Dale 'Hurricane' Dixon. Han går med drømme om en karriere i en større drabsafdeling og tager på sin egen speedsnakkende måde imod de to Los Angeles-betjente, der skal hjælpe ham med at få skovlen under trioen. Alt tyder nemlig på, at trioen er på vej hjemad til 'Hurricanes' distrikt.

Gnister i kø for at blive antændt

De to fløje flettes gnidningsfrit ind i hinanden, og filmen fungerer bedst, når gnisterne står i kø for at blive antændt. Det kan både være i form af bestialsk morderiske ugerninger eller i dynamikken mellem de umage politifolk. Det hele er effektivt og stærkt dramatisk formidlet i en utvetydigt lækkert æstetiseret neo noir-stil og ikke tematisk ulig brødrene Coens mesterlige No Country for Old Men (2007). Underlægningsmusikken tager heldigvis pauser, men dikterer lidt for ofte stemningen.

Rislende iskold utilregnelighed

Rigtig habilt spil over hele linjen, hvor Bill Paxtons 'Hurricane' vokser med opgaven fra det lidt überpjattede til det mere afdæmpede. Billy Bob Thornton emmer troværdigt af "ubegavet sprængstof", ligesom også Michael Beach og Cynda Williams bidrager med hhv. rislende iskold utilregnelighed og falsk omsorg i hver deres hjørne af forbrydertrioen.