L' été dernier (2023)

Tematisk beslægtede film:

Tematisk beslægtede film:

En affære (2018)

Dronningen (2019)

L'été dernier (2023)

Franske Catherine Breillat har altid formået at kradse i lakken og provokere med grænsesøgende film som Une vraie jeune fille (1976), 36 fillette (1988) og À ma soeur! (2001), så på mange måder lå en genindspilning af danske May el-Toukhys Dronningen (2019) lige til højrebenet.

Over den moralske streg?

Her får Breillat i hvert fald et udgangspunkt, der tør gå til og også over den moralske streg i det dramatiske kærlighedsforhold mellem en succesadvokat og hendes teenagestedsøn. I Breillats manuskript hedder advokaten Anne og stedsønnen Théo. Anne er ellers godt gift med den noget ældre Pierre, og sammen har de adopteret to piger.

Falder for fristelsen

Men Anne falder for fristelsen, når Théo med sin utvetydige seksuelle udstråling og tilsvarende naive forestillinger om kærlighed og sex, ikke er til stå for. De to giver den gas, mens Pierre er et par dage hjemmefra. Men da det ikke længere passer Anne at "kæreste" med Théo, viser hun sider af sig selv, der er både mørke og magtfuldkomne.

Ikke en 1:1-gendigtning

Breillats fortolkning af "Dronningen" er ikke en 1:1-gendigtning, selvom mange af scenerne og situationerne er taget direke fra Maren Louise Käehne og May el-Toukhys film. Mere end noget andet er Breillat interesseret i begæret, som det former sig i de potentielt set bundløse muligheder, der folder sig ud for Anne i mødet med den altid beredvillige Théo. Det er et lidt andet perspektiv end det, "Dronningen" fokuserer på, nemlig magtmisbrugets og magtfuldkommenheden – ja, magtliderligheden, for at være præcis.

Diminutiv elegance

Således er "L'été dernier" nok lidt mindre ætsende i sin centrale syre end "Dronningen", men omvendt tryllebinder Breillats fortællestil i sin diminutive elegance, der både går helt i flæsket på de implicerede i det betændte drama, men som også afholder sig helt fra underlægningsmusik eller andre ekstra krydrende elementer.

Gudeskøn og statuarisk

Nærbillederne af særligt Samuel Kirchers gudesmukke, statuariske Théo vækker mindelser fra Viscontis klassiker Morte a Venezia (1971) – Breillats fokus er blot langt mere oprigtigt og usminket. Samspillet mellem Lé Drucker og Samuel Kircher er fænomenalt, ligesom Olivier Rabourdin flot gestalter den svære tredjepart, ægtemanden Pierre.