The Reflecting Skin (1990)

Mærkværdigt uligevægtigt britisk/canadisk drama med "gyser-agtige" tendenser, centreret om et barn mellem ukærlige voksne i et 1950'er-benzintanks- og hvedemarks-udkantsmiljø i bølgende kornmarker med mulige barnemordere gemt i horisonten...

Medrivende i de neutrale spektre

Det er blot nogle af de mange hæsblæsende elementer som instruktør og manusforfatter Philip Ridley har udstyret sin ambitiøse spillefilmsdebut med. Og det gælder egentlig for hele oplevelsen (både historien, det tekniske, skuespillet), at den fungerer fint og medrivende i de neutrale spektre, men bliver udtalt for meget i alle andre ender af spektret.

Skik på hverdagen?

Den ca. 10-årige Seth bor alene med sin meget gamle og (fornemmer man) sindssyge mor og en far, der er depressivt under tøflen, men egentlig på drengens side. De venter alle tre på, at soldater-storebror i skikkelse af Viggo Mortensens Cameron vender hjem og måske kan sætte lidt skik på hverdagen.

Irriteret og afvisende

Men i stedet for at omfavne og rumme lillebroren, er Cameron irriteret og afvisende: Egentlig går knægten bare i vejen, især fordi Cameron forelsker sig i den mystiske nabokvinde Dolphin Blue og gerne vil have sine nyerotiske øjeblikke for sig selv.

Gustne tanker

Omvendt har Seth haft rigelig med tid til at få gustne tanker om dette og hint – og afledt af farens lystlæsning udi vampyrhæfter tror han nu, at Dolphin Blue er vampyr, hvorfor han ikke er meget for, at brormand mødes med hende. Samtidig hjælper det ikke på den indre ro, at Seths jævnaldrende venner findes myrdet i nærområdet.

Tabes på gulvet

Meget tabes på gulvet i den forfejlede og misforståede formidling af alle disse fantastiske ideer: Ofte forfaldes der til det slibrigt teatralske, når drengen kastes rundt mellem umulige voksne. Det kommer til udtryk i skuespillet og – ikke mindst – underlægningsmusikken.

Konstrueret og utroværdigt

Men også scenografi og produktionsdesign i det hele taget er konstrueret og utroværdigt: Den opmærksomme tilskuer vil bemærke de ubehjælpsomme studier, der udgør interiørscenerne, ligesom det isolerede landsted ikke ligefrem emmer af autenticitet.

Viggo Mortensen-effekten

Til gengæld skal man ikke undervurdere Viggo Mortensen-effekten. Lidt over 40 minutter går der, før han entrer filmen, men så kommer der bestemt også et mærkbart kvalitetsløft af hele udtrykket.

Smerte og utilregnelighed

Mortensen evner her helt tidligt i karrieren at få vredet imponerende meget smerte og utilregnelighed ud af sin rollefigur – langt mere, end Philip Ridley reelt evner at skrive, fornemmer man. Mortensen er den eneste duelige bastion mellem skuespil af vekslende kvalitet, desværre inkl. debuterende Jeremy Cooper som Seth. Han er kun sød og troværdig, så længe han ikke skal agere, men blot være.

Vulgært fremtrædende

Nick Bicâts ambitiøst storladne underlægningsmusik er vulgært fremtrædende og mange steder helt upassende anvendt. Men den er samtidig grundlæggende klassisk dygtigt komponeret.