Continental Divide (1981)

    En Chicago-journalist havner i kløerne på en udkants-ørnefosker, og et umage kærlighedsforhold er under opsejling.


    SØDNUTTET ROMCOM

    Denne udtalt sovsede romcom blev John Belushis næstsidste film, før han døde af en overdosis i en alder af blot 33 år. Og vil man opleve Belushi i rollen som førsteelsker, er "Continental Divide" det rigtige sted at starte.

     

    Ned på jorden...

    Han spiller den travle og velrenomerede Chicago-journalist Ernie Souchak, der dog nok kunne have brug for at "komme lidt ned på jorden", hvorfor det arrangeres, at han plantes sådan lidt en passant hos udkants-ørneforskeren Nell Porter – uden at give hende besked på forhånd.

     

    Vingerne bærer

    Bagtanken for Ernie er at skrive en historie om den dedikerede kvinde i de bjergrige omgivelser, men det er hun ikke interesseret i at stille op til. Til gengæld lader hun sig hen ad vejen forføre, og så er der ingen grænser for, hvor meget, vingerne kan bære...

     

    Visuelt betagende

    Skudt i meget smukke omgivelser er "Continental Divide" om ikke andet visuelt betagende. Og der er også en lille portion sødnuttet charme i det tiltagende amors pile-penetrerende mand-møder-kvinde-tema.

     

    Komik, kærlighed og kækhed

    Nogen skøn oplevelse udgør den Lawrence Kasdan-skrevne og Steven Spielberg-producerede komedie dog ikke, hertil er både komik, kærlighed og kækhed alt for anmassende og rosenrød.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1981, USA, Komedie, Romantik, Bjerge på film, Dyr på film, 103 min.

    Dansk titel: Langt nede, højt oppe
    Instr: Michael Apted Prod: Robert Larson Manus: Lawrence Kasdan Foto: John Bailey Klip: Dennis Virkler Mus: Michael Small
    Priser
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Brown)