The Illusionist (2006)

Dét er jo i grunden en ganske magisk tanke: Tænk, hvis man kunne udnytte egne evner udi tryllekunster og magi til at sørge for evig lykke sammen med dén, man elsker, men som er lagt i benlås af af en jaloux kronprins?

Tabt underkæbe

Det er ikke kun alle de imponerede tilskuere fra flere sociale lag i Wien omkring år 1900, der taber underkæben i mødet med tryllekunstneren Eisenheim. "The Illusionist" lægger i hvert fald også op til, at tilskueren skal blive svært overrasket over de magiske forviklinger undervejs.

Uhyre visuelt flot

Og det er da også både rimelig opfindsomt og intenst at sidde periodedramaet hér igennem: Først og fremmest er filmen uhyre visuelt flot, Oscar-nomineret for bedste fotografering og i det hele taget pakket (visuelt) lækkert ind.

Tidløs fascination

Særligt seancerne, hvor Eisenheims evner visualiseres på scenen emmer af både teknisk snilde og timing, men også af en tidløs fascination af det uforklarlige, hvor ting og personer pludselig forsvinder, vækkes til live eller måske endda begge dele.

En kende stift

Lidt mere forudsigeligt og en kende stift fungerer hele dramaet bagved, altså dér, hvor Eisenheim måske udnytter sin position til egen vinding og i dette spil narrer de fleste, også Paul Giamattis ihærdige politiinspektør Uhl.

Insisterende musik

Underholdningsværdien er aldrig truet, til gengæld er det næsten ikke til at være til for Philip Glass' insisterende skala-op-skala-ned-minimalistiske musikunderlægning, der reelt set er til stede næsten uden ophør og hermed hæmmer tilskueren i selv at skabe et bredere perspektiv. Bedst blandt skuespillerne er Rufus Sewell som den opfarende, selvglade kronprins Leopold.