Whiteout (2009)
En kvindelig specialagent kommer på karrierens mest ekstreme mission, da en seriemorder angiveligt er løs i den antarktiske vildmark.
ISMORDER PÅ FRI FOD
Ultradum actionkrimi, der først og fremmest forsøger at lukrere på egen babe i hovedrollen: Kate Beckinsale smider i rollen som specialagenten Carrie Stetko således allerede i filmens spæde start alle kludene og tager et dampende hedt bad på dén antarktiske udpost, som hun snart skal forlade. Det er en ynkelig scene, der udelukkende er konstrueret for husarerne. Snart må Carrie dog i sne-heldragten, idet et lig er blevet fundet langt ude på isen. Der er noget råddent i dét forhold, og agent Stetko bliver da også snart selv jaget vildt gennem sne og is!
Vattet eksekvering
"Whiteout" er ikke tilfredsstillende på ret mange parametre. Dog har man flottet sig med lidt luftfotografering (af Canada), så udkants-krimien får et pift af noget eksotisk. Ligheden med John Carpenters Antarktis-gyser The Thing (1982) er på flere måder slående, men eksekveringen langt mere vattet.
Outreret ringe animeret
Især lægges der mærke til den outreret ringe computerskabte action af forskellig observans. Det gælder ikke mindst, når der er flyvemaskiner med i billedet, men også helt ned i den kold ånde, der emmer af billig copy/paste i et effektprogram.
(Frosne) oceaner
Helt som ventet er filmen underkastet (frosne) oceaner af John Frizzells kedeligt ukarakteristiske musik. Tom Skerritt er placeret i handlingen for et syns skyld og er dybest set uden indflydelse på sin ligegyldige birolle.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2009, USA, Krimi, Mystik, Action, Seriemordere, Bjerge på film, Fly på film, Biler på film, 101 min.
Dansk titel: Whiteout- Kate Beckinsale (Carrie Stetko)
- Gabriel Macht (Robert Pryce)
- Tom Skerritt (Dr. John Fury)
- Columbus Short (Delfy)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation