The Monster (2016)

The Strangers (2008)-instruktør Bryan Bertino byder her på et "introvert" blik på monstergenren: En primær rolig og eftertænksom dans om en strandet bil, hvor et gustent væsen bekræfter en teenagepige i, at der findes monstre!

Flænse- og ædelysten

Det lærer hun og moren på hårdeste vis, da deres bil efter en påkørsel af en ulv ikke vil mere. Det viser sig nemlig, at der i skoven bor et monster, der ikke har tænkt sig at holde flænse- og ædelysten tilbage, skulle mor og datter vove sig ud af vognen. Så nu er gode dyr i bogstavelig forstand rådne – ulven fortæres dog hurtigt, mens mor og datter risikerer at rådne op i bilen.

Lidt Stephen King'sk

Der er lidt Stephen King'sk Cujo (1983) over Bertinos eget manus med udgangspunkt i one location-logikken. "The Monster" udnytter i hvert fald ret dueligt de muligheder, der ligger i den fortættede kamp/flugt-atmosfære, som mor og datter kan skære tykt ud af billuften.

Forklarings-modus

Men der går også lidt for meget forklarings-modus i hele den eventyrlige monsteraffære, med detaljer, vi godt selv havde kunnet greje – og i en musikunderlægning, der fjerner den direkte nerve til hårrejs, der nu i stedet får en direkte hjernecenter-indsprøjtning, så ingen logik overlades til tilskueren. I hvert fald for sjældent.

I afstemning med den faktiske handling

Når det sker, og lydene er i afstemning med den faktiske handling, er der fine hårrejs i det lille gys. Især fordi der er en god ro i den "introverte" genretilgang. Med fint spil af mor/datter, Zoe Kazan og Ella Ballentine.