Le feu follet (1963)

Som rendyrket "depressions-drama" er Louis Malles filmatisering af Pierre Drieu La Rochelles roman en både sjælden og samtidig lidt modig omgang. Her er ingen lyspynkter – i hvert fald ikke, hvis hovedpersonen Alain Leroys sindstilstand får lov at sætte dagsordenen.

Gensyn med Paris

Og dét gør den: Alain har netop overstået et flere måneder langt ophold på en klinik for alkoholafvænning. Ude på den anden side søger han hjem til Paris, hvor han mødes med venner, bekendte og kvinder. Spørgsmålet er, om de kan gøre ham i bedre humør?

Hvorfor så mentalt skidtmas?

Det korte svar er nej. Men hvorfor, Alain er så udtalt mentalt skidtmas, er egentlig ikke rigtig noget, filmen beskæftiger sig med, andet end i Alains sværmeriske tankestrømme, der væver for- og nutid lidt sammen.

Svært at komme i stemning

At komme i stemning som tilskuer til den nydelige franskmands absolutte weltschmerz er således desværre ikke nogen nem opgave. Så går det bedre med at sætte liv i dramaet gennem Ghislain Cloquets smukke sort/hvide billeder af storby, interiører og nærbilleder af ansigter.

En pragtpræstation

Maurice Ronet pragtpræsterer (lidt forgæves famlende) i den dominerende hovedrolle og får med eftertryk mere ud af Alain, end filmen byder ham op til. Den lidt tilfældige anvendelse af Erik Saties slemt fortærskede klaverstykker, Gymnopédies og Gnossiennes, er bestemt ikke noget, der virker befordrende for stemningerne.