Popiól i diament (1958)

Andrzej Wajdas store gennembrud kom med dette hvinende æstetiserede og som sådan historisk og filmisk interessante blik på de døende dage af 2. verdenskrig – som oplevet gennem den polske modstandsmand Macieks uafladeligt solbrilleklædte øjne.

En række meget svære valg

Maciek har ikke været bleg for at skyde og dræbe gennem hele krigen, men over de to døgn, som filmen udspiller sig, må han træffe en række meget svære valg... samtidig med, at han vist er ved at forelske sig.

Lader sig ikke gradbøje

Wajda og fotografen Jerzy Wójciks æstetiske sans lader sig ikke gradbøje. Gennem næsten hele den sort/hvidt-dramatiserede krigsromantik er begivenhederne filmet nedefra, så situationer, stuer og ikke mindst mennesker tager sig større og mere overvældende ud.

Visuelt bagudvæltende

Det former en visuelt bagudvæltende filmoplevelse, der ikke kan undgå at imponere (den er blandt både Martin Scorsese og Francis Ford Coppolas absolutte yndlingsfilm), men desværre er selve genreblandingen og de heri agerende personer langt mindre æggende.

Hvilken identitet?

Er det mest som krigsdrama, "Popiól i diament" identificerer sig? Er det som romantisk drama? Eller er det i virkeligheden som en komedie med krigens voldsomhed som perspektiv?

Bidrager til forvirringen

Det er svært at blive klog på, og nogen hverken knugende eller svært medrivende film bliver Wajdas gennembrud således ikke til. Musikken bidrager i øvrigt til forvirringen med sin genrekonglomeriske og ikke altid lige logiske indblanding.