The Diary of Ellen Rimbauer (2003)

    En ung kvinde gifter sig i 1910 med en olierigmand. Deres nye kæmpevilla i Seattle viser sig at gemme på hemmeligheder.


    EN KVINDES KVALER

    Denne tv-film udgør forhistorien til Stephen King-miniserien "Rose Red" og er således baseret på karakterer af gyserforfatteren. Det er historien om den unge Ellen, der i 1910 lader sig forføre af olierigmanden John med de spidsfindige vandrette bakkenbarter, der tynder ud ved mundvigene.

     

    Et hus med hemmeligheder

    John har netop ladet opføre en kæmpevilla, som de snart nygifte kan flytte ind i, men der går ikke lang tid, før Ellen begynder at fornemme, at huset gemmer på hemmeligheder, der vist ikke kan forklares udi det alimindeligt dødelige.

     

    Kvinderov uden blusel

    Så er det lige før, det betyder mindre, at John helt uden blusel praktiserer et kvinderov, der får gardinerne til at blafre. En lille ægteskabelig krise bliver i hvert fald sekundær, hvis der føjes spøgelser ind i hverdagen...

     

    En vis tryllebindende intensitet

    "The Diary of Ellen Rimbauer" er ikke en fortælling i balance, men tv-filmen rummer alligevel en vis tryllebindende intensitet. Det skyldes først og fremmest et meget ambitiøst og tilsvarende vellykket produktionsdesign, hvor 1910'erne rent scenografisk og kostumemæssigt vækkes troværdigt til live.

     

    Gnist i det jordnære

    Markant mest fængende er den jordbundne historie om kærlighed, svigt og tilsidesættelse af følelser. Her er der gnist i spillet mellem Lisa Brenner og Steven Brand. Langt mere problematisk falder de overnaturlige elementer, selvom de faktisk er rimelig nedtonet (dog ikke i underlægningsmusikken).



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, USA, Drama, Mystik, Gyser, Børn på film, 88 min.

    Dansk titel: The Diary of Ellen Rimbauer
    Instr: Craig R. Baxley Prod: Thomas H. Brodek Manus: Ridley Pearson Baseret på: roman af Ridley Pearson og karakterer af Stephen King Foto: João Fernandes Klip: Sonny Baskin Mus: Gary Chang