Bad Lieutenant (1992)

Lagt i hænderne på instruktør Abel Ferrara – og formidlet ikke mindst af Harvey Keitel i karrierens måske mest blændende kraftpræstation – bliver politi- og magtmisbrugs-klicheerne pludselig vedkommende og ætsende.

Ikke efter bogen

Keitel er politimand i New York, men der er ikke ret meget i det daglige, som han kører efter bogen. Således sniffer han lige et par runder narkotika i bilen, lige efter han har afleveret et par af sine børn ved skolen.

Elendig dømmekraft

Samtidig er han bidt af at spille på baseball, og han skylder allerede $60.000 væk, et beløb, der meget hurtigt kan vokse sig større med betjentens elendige dømmekraft.

Evig rus

I sin evige rus har han nemlig svært ved at risikovurdere, og der skal nok snart et mirakel til, hvis han skal komme gennem den omfattende "midtvejskrise" med livet i behold.

Lad dig ikke narre

Lad dig ikke narre af tematikken og plottet i "Bad Lieutenant". Dette er netop politimandsthrilleren, du skal se, hvis du vil vige uden om alt for meget genretræthed i medfølgende arketypiske skabeloner.

Stringent fortællestil

Den høje grad af medrivende nerve skyldes især den autenticitet, som Abel Ferrara opnår gennem den stringente fortællestil: Her er ingen underlægningsmusik, og det ukontrollerede helvede, betjenten sætter sig selv i, er fuld af nærvær, fordi Keitel får lov at spille vanviddet helt ud – uden omsvøb af nogen art i hverken lyd eller billede. Det er råt og mentalt krybende.

En iturevet mands deroute

Brugen af New Yorks puls tilfører yderligere troværdig stress til en i forvejen iturevet mands deroute. Og der er netop en mening med galskaben, når hans familieliv er så perifert inddraget. Det er ikke noget, der interesserer ham. Kort og godt er han fuldkommen indkapslet i sin egen ukontrollerede verden.