Bad Lieutenant (1992)
En stofafhængig newyorker-betjent, der skylder et hav af penge væk, er godt i gang med at køre sig selv helt i sænk.
ULTIMATIV DEROUTE
Lagt i hænderne på instruktør Abel Ferrara – og formidlet ikke mindst af Harvey Keitel i karrierens måske mest blændende kraftpræstation – bliver politi- og magtmisbrugs-klicheerne pludselig vedkommende og ætsende.
Ikke efter bogen
Keitel er politimand i New York, men der er ikke ret meget i det daglige, som han kører efter bogen. Således sniffer han lige et par runder narkotika i bilen, lige efter han har afleveret et par af sine børn ved skolen.
Elendig dømmekraft
Samtidig er han bidt af at spille på baseball, og han skylder allerede $60.000 væk, et beløb, der meget hurtigt kan vokse sig større med betjentens elendige dømmekraft.
Evig rus
I sin evige rus har han nemlig svært ved at risikovurdere, og der skal nok snart et mirakel til, hvis han skal komme gennem den omfattende "midtvejskrise" med livet i behold.
Lad dig ikke narre
Lad dig ikke narre af tematikken og plottet i "Bad Lieutenant". Dette er netop politimandsthrilleren, du skal se, hvis du vil vige uden om alt for meget genretræthed i medfølgende arketypiske skabeloner.
Stringent fortællestil
Den høje grad af medrivende nerve skyldes især den autenticitet, som Abel Ferrara opnår gennem den stringente fortællestil: Her er ingen underlægningsmusik, og det ukontrollerede helvede, betjenten sætter sig selv i, er fuld af nærvær, fordi Keitel får lov at spille vanviddet helt ud – uden omsvøb af nogen art i hverken lyd eller billede. Det er råt og mentalt krybende.
En iturevet mands deroute
Brugen af New Yorks puls tilfører yderligere troværdig stress til en i forvejen iturevet mands deroute. Og der er netop en mening med galskaben, når hans familieliv er så perifert inddraget. Det er ikke noget, der interesserer ham. Kort og godt er han fuldkommen indkapslet i sin egen ukontrollerede verden.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1992, USA, Krimi, Thriller, Drama, Biler på film, 96 min.
Dansk titel: Bad Lieutenant- Harvey Keitel (LT)
- Paul Calderon (Cop One)
- Vincent Laresca (JC)
- Paul Hipp (Jesus)
- Victor Argo (Bet Cop)
- Jaime Sánchez (Priest)
- Leonard L. Thomas (Cop Two)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation