Turkey Shoot (1982)

    En lille gruppe lejrfanger forsøger i år 2000 at undslippe nådesløse magthavere i en dystopisk verden uden lyspunkter.


    BROVTENDE B-THRILLS

    På en klangbund af farvestrålende idérigdom, men desværre uden musikalitet, serverer Brian Trenchard-Smith hér halvanden times brovtende B-science fiction.

     

    I det herrens år 2000

    Filmen er fra 1982, men handlingen udspiller sig i det herrens år 2000, hvor verden er af lave i en sådan grad, at det er alles kamp mod alle for overlevelse. Magthaverne i en straffefangelejr lukrerer på muligheden for et både seksuelt og sadistisk tag-selv-bord.

     

    En reel chance?

    Omvendt er fangerne prisgivet, lige indtil en lille håndfuld af dem får en uventet chance: De slippes fri, får tre timers forspring i vildt bjergterræn, og så kan de dræberliderlige vogtere ellers slå sig løs med guns, bue, pil og dødbringende kvælertag. Spørgsmålet er, om et par af fangerne alligevel har en chance...

     

    Højtbelagt og selvhævdende

    "Turkey Shoot" er reelt en uskøn filmoplevelse fra første scene. Og det kunne egentlig have været underholdende nok i sig selv, hvis der havde været mere ironisk distance til de højtbelagte, selvhævdende og yderst støjende begivenheder.

     

    Grinagtigt pusterum

    Undtagelsen hér er "varulvemanden", en såkaldt freak hentet fra et omrejsende cirkus. Med sine dyriske lyde, udtalte armbehåring og de meget gule øjne er han lige dén testosteronindsprøjtning, magtfolkene behøver, og han udgør samtidig et grinagtigt pusterum fra det i forvejen forkrampede.

     

    Kvælertag uden nåde

    En allestedsdominerende, gyselig underlægningsmusik tager kvælertag uden nåde. Spillet er til den skingre side, mens de flotte bjerglandskaber er en meget formildende omstændighed, når der en sjælden gang "zoomes" lidt ud.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1982, Australien, Action, Drama, Gyser, Science Fiction, Thriller, Bjerge på film, Biler på film, 93 min.

    Dansk titel: Turkey Shoot
    Instr: Brian Trenchard-Smith Prod: William Fayman, Antony I. Ginnane Manus: Jon George, Neill D. Hicks Foto: John R. McLean Klip: Alan Lake Mus: Brian May