Leatherface (2017)

    En ung mand undslipper en mentalinstitution sammen med tre andre. De kidnapper en sygeplejerske og har kurs mod den unge mands familie langt ude på landet.


    MOTORSAVS-FORHISTORIEN

    Sammenhængende film:

    The Texas Chain Saw Massacre (1974)

    The Texas Chainsaw Massacre 2 (1986)

    The Texas Chainsaw Massacre (2003)

    The Texas Chainsaw Massacre: The Beginning (2006)

    Leatherface (2017)

    Texas Chainsaw Massacre (2022)

     

    Som en forklarende forhistorie til de velkendte motorsavs-"løjer" serveres her en prequel, der forsøger at sætte "Chainsaw"-sagaen i perspektiv. Vi møder en teenage-ung "Leatherface", der hér i sin pure ungdom – ud over at være placeret på en mentalinstitution – endnu har udseendet helt i orden. Det ændrer sig senere i filmen...

     

    Indavl i udkanten

    Sammen med tre andre tilfælde lykkes det Leatherface, der lyder det borgerlige navn Jackson (eller Bud), at undslippe institutionen, og de fire tager en sagesløs ung sygeplejerske med sig. En hævntørstig politimand (Stephen Dorff) er i hælene på dem, men så snart Leatherface og co. er hjemme hos hans udkantsfamilie i Texas, er der vist ikke ret meget at stille op mod de morderlig effektive, indavlede typer.

     

    Høj visuel lækkerhedsfaktor

    Filmen er flot produceret med høj visuel lækkerhedsfaktor, og der er glimt af det effektivt hårrejsende, særligt når 50'er-motorsaven startes og udstøder sine ildevarslende dunste. Lidt mere fesen forekommer hele "forhistorie-logikken", hvor Leatherface og hans familie pludselig tildeles roller med vægtig dialog og sammenhængskraft. Men lidt slinger i valsen sluges såmænd gerne i selskab med den kompromisløse vold, der er både velkoreograferet og uden nåde.

     

    Ikke mange oaser

    Hyper-musikunderkastet og i et tilsvarende ekstremt lyddesign er der langt mellem de fredelige oaser. Bedst blandt skuespillerne er hævntørstige Stephen Dorff, ligesom Lili Taylor rammer noget af det rigtige i sit portræt af ondskabens hønemor nr. 1.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, USA, Gyser, Thriller, Krimi, Teenagere, Seriemordere, Biler på film, 90 min.

    Dansk titel: Leatherface
    Instr: Alexandre Bustillo, Julien Maury Prod: Christa Campbell, Lati Grobman, Carl Mazzocone, Les Weldon Manus: Seth M. Sherwood Baseret på: karakterer af Tobe Hooper og Kim Henkel Foto: Antoine Sanier Klip: Sébastien de Sainte Croix, Josh Ethier Mus: John Frizzell