Splinter (2008)

Fremdrifts-determineret indspark i den såkaldte body horror-subgenre, hvor kød, blod, indvolde og sener i dén grad blendes undervejs. "Splinter" leverer varen, men først er der lige tyve ret håbløse minutter, der skal overstås – filmens start er både rodet, teknisk ubehjælpsom, vaklende spillet og bare i det hele taget temmelig latterlig.

Har de en chance...?

Det ændrer sig, da vores tre hovedpersoner af nød i ly af mørket forskanser sig på en øde beliggende tankstation. Udenfor er en kvinde netop transformeret til en knogleknust deform levende død, der søger næring i andres blod – styret af ofrenes varme. Intet forbigår monstrets opmærksomhed, og spørgsmålet er, om de tre overhovedet har en chance med den plan for at undslippe, de er ved at gennemtænke.

(Høj)spænding)

Nu er der (høj)spænding og indlevelse i de yderst betændte, blodige og universelt kamp/flugt-tematiske begivenheder. Tak skal du have for en smæk for skillingen! Så glider det lidt nemmere ned, at skuespillet nok ikke er i den prangende kategori, og at store dele af fortællingen er underkastet noget af en uklædelig karl smart-fotografering (der kan gøre selv den mest søstærke tilskuer i tvivl om verdenshjørnerne)... samt oceaner af vulgært-svulstig underlægningsmusik. Når svesken klaskes på disken, og overrevne mennesker halvt eller kvart i live trækkes rundt i to-tre sener af et nådesløst ædelystent parasitmonster, opstår der slet og ret gysermagi.