When a Stranger Calls (1979)

Sammenhængende film:

When a Stranger Calls (1979)

When a Stranger Calls Back (1993)

En lidt under-/mindre kendt thriller fra de sene halvfjerdsere, der i de allerbedste sekvenser vækker mindelser om genreklassikere så habile som Dirty Harry (1971). "When a Stranger Calls" får i hvert fald senere forsøg på at genoplive telefon/seriemorder-subgenren (herunder Wes Cravens Scream-film) til at ligne slatne, surtlugtende karklude.

Skræmt fra vid og sans

Da babysitteren Jill overtager børnevagten i lægeparret Mandrakis' enorm villa, skal hun snart blive skræmt fra vid og sans. En mand bliver ved med at ringe og spørge: "Hvornår har du sidst set til børnene?", hvorefter han lægger røret på.

Det værst tænkelige...

Det værst tænkelige sker, og Jill efterlades i traumer. Dog lykkes det hende at komme videre i tilværelsen, og der klippes syv år frem i tiden.

Morder på fri fod

Her bliver det klart, at Tony Beckleys (børne)morder, Curt Duncan, er undsluppet sin psykiatriske forvaringsdom og således nu er på fri fod. Først ser vi ham lægge insisterende an på Colleen Dewhursts meget afvisende bargæst, Tracy... dette kan næsten kun ende galt... hvorefter Duncan på ny bider sig fast i Jills haser, og hun har nu sin egen familie!

Et par skridt foran politiet

Charles Durnings politmand/privatdetektiv, John Clifford, er determineret på sagen, men på trods af alliancer med diverse potentielle ofre, synes Duncan altid at være et par skridt foran.

Fokus på den fortættede historie

Det er ikke fordi, Fred Waltons iscenesættelse byder på en decideret nyfortolkning af genren. Til gengæld udviser han et beundringsværdigt fokus på den fortættede historie, hvor de indbyggede twists and turns udnyttes blændende gennem både spil, lyd og visuel formidling.

Kamsvedende, uhumsk og bestialsk

Helt fremme på podiet er Charles Durnings sammenbidte politiopdager, der trods sine mange ekstra kilo får løbet en hel del gennem Los Angeles' nattemørke gader. Men især Tony Beckley er magnifik som den kamsvedende, uhumske og bestialske storbyseriemorder.

Kategorisk afvisning

I birollen som Tracy brillerer Colleen Dewhurst med en af filmhistoriens mere kategoriske afvisninger af kurmageri. En afvisning, som Duncans forskruede hjerne dog ikke på nogen måde vil godtage.

Finurligt og formørket

Bemærk, at selvom filmen i nogen grad er lidt vel rigelig underkastet musikkens stemningsdikterende toner, så er anvendelsen – og musikken i sig selv – alligevel behageligt doseret. Donald Petermans finurlige, formørkede fotografering indfanger sublime stemninger både i ansigter og bybilleder.