Confessions of a Serial Killer (1985)

Nogenlunde samtidig som John McNaughtons blændende Henry: Portrait of a Serial Killer (1986) så denne indie-film dagens lys. Det vil sige, den fik ikke nogen egentlig biografdistribution. Men det gør bestemt ikke "Confessions of a Serial Killer" mindre æggende.

200 kvindemord... mindst

Med scenografen Robert A. Burns i karrierens eneste hovedrolle (han er også produktionsdesigner på filmen) fortæller dette indie-gys historien om texaneren Daniel Ray Hawkins, der i filmens start anholdes af politiet. Straks erkender han at have myrdet op imod 200 kvinder gennem mange år og på tværs af stater. Noget, Hawkins er svært stolt af.

Vanviddet bekræftes

Men politiet må have noget at arbejde med: Taler Hawkins sandt, eller er han lystløgner? Gennem en række nedslag i ugerningerne bekræfter Hawkins efterhånden vanviddet, bl.a. er han med ude i felten for at udpege gerningssteder.

Overgreb i vente

Tilbageblikkene er lange og vægtige – allerede filmens prolog viser os, hvordan Hawkins samler en tomler op og godter sig ved det snarlige overgreb. Han lever nærmest i sin bil, hvilket den også bærer præg af.

Endnu en kvinde i saksen

Når der er en lille pause mellem mordene, er Hawkins en del sammen med vennen Moon og hans søster Molly. Begge er helt med på, hvad der foregår og hjælper hellere end gerne med at få endnu en kvinde i saksen.

Tungen på gled

Tilbage på politistationen i filmens nutid kommer tungen mere og mere på gled hos Hawkins, især da politiet under afhøringslederen Sheriff Gaines finder en hel vognfuld ringbind frem med uopklarede kvindedrab fra hele USA.

Beundringsværdigt kompromisløs

"Confessions of a Serial Killer" er langt fra nogen strømlinet mainstreamfilm. Den balancerer mellem B-film og filmkunst, sådan at forstå, at fortællingen både bæres af elementer af det naive, men først og fremmest af et beundringsværdigt kompromisløst drive uden sidestykke.

Ligner ikke meget andet

Det slår reelt benene væk under den nysgerrige genretilskuer, for Mark Blairs iscenesættelse (hans eneste film) ligner ikke meget andet, du har set. Det er råt, ekstremt urovækkende – og så er det doseret, så grænserne kun lige nøjagtig overskrides, uden at det bliver decideret vulgært andet end i glimt.

Frygtsomme kvindehjerter

I de vildt fængende tilbageblik (tag bare den natlige jagt med lommelygte i majsmarken) brummer William Penns vellykket mystiske elektronica-underlægning i takt med de frygtsomme kvinders hjerter. Interessant musik, der dog med fordel kunne have været sparet lidt mere væk i helheden.

Vold og sadisme

Trods castingen med mindre kendte spillere, udstråler hele rollegalleriet både en autoritet og en tilpashed i det ofte outreret voldelige og sadistiske vanvid. En absolut must see-sjældenhed for genre-afficionados.