The New York Ripper (1982)

Italienske Lucio Fulci, der gav os den noget sløje B-zombiefilm, Zombi 2 (1979), har hér fanget noget af det helt rigtige: Med sit særlige B-touch på gys, gru og flæns emmer "The New York Ripper" nemlig af alt dét fascinerende, som zombiefilmen kun evner i korte glimt.

Morder, der rapper som en and

Den metaltrætte newyorker-betjent Lt. Williams må have hjælp af en psykoanalytiker fra universitetet, idet en seriemorder hærger storbyen. Hvem er den kompromisløse flænser, der har en udtalt forkærlighed for smukke, unge kvinder, og som ringer med en skinger "ande-stemme", når mordene skal proklameres?

Knive gennem kvindekød...

Filmen var alt, alt for rå til datidens (britiske) biografpublikum og blev hurtigt censureret i hoved og røv. Det var ikke kun de ekstreme (og ret overbevisende) gengivelser af knive af forskellig observans gennem kvindekød... Også filmens seksuelt meget eksplicitte sidehistorie, hvor noget så sælsomt som en kvindes fetischistiske begær er i fokus!

Imponerer – også i dag

Selv i dag imponerer Fulcis tilgang til slasher-gyset, fordi nærbillederne i deres omhyggelige detaljeringsgrad aldrig går "af mode". Så bliver det ubehjælpsomme lydefterarbejde (tale, såvel som talrige stønnelyde af både seksuel og frygtsom karakter) og andre åbenlyse B-præg pludselig sekundære i filmoplevelsen. Udtalt udspartling med underlægningsmusik søger i nogen grad at camouflere lydefterslæbet.

Determineret ækelhed

Hele pakken af determineret ækelhed pakket i en egen kreativ identitet gør således "The New York Ripper" til en hyperfascinerende, medrivende gyser.