Full Frontal (2002)

Steven Soderbergh har hér udtrykt sig inspireret af de danske dogmefilm, og som dansker er man da heller ikke i tvivl i mødet med den grynede, håndholdte, pjattede "Full Frontal", en episodisk, eksperimenterende komedie, hvor improvisation leder vejen.

Ingen gedigen sammenhængskraft

Nogen gedigen sammenhængskraft kan "Full Frontal" ikke siges at besidde, men dog er komedien overraskende meget bedre end sit rygte – og så absolut at foretrække frem for Soderberghs håbløse 90'er-farce, Schizopolis (1996).

"Tilfældig stoleleg"

Særligt bemærkelsesværdigt er de mange stjerneskuespillere i små eller mindre roller, der beredvilligt har stillet op til en omgang "tilfældig stoleleg" foran et semi-professionelt videokamera. Ganske vist er scenerne med Julia Roberts og Blair Underwood som de eneste skudt på rigtig film, men dette er blot endnu et dogme-virkemiddel i det store spil.

Vid og bid

Alle de (lidt krukkede) benspænd taget i betragtning er "Full Frontal" langt mere medrivede, end det abrupte tilfældighedsprincip lægger op til. Det skyldes, at flere af de skæve historier rummer både vid, bid og helt nødvendig indlevelse fra skuespillerne.

Fritaget for underlægningsmusik

Og så er "Full Frontal", i bedte dogmestil, fritaget for underlægningsmusik, hvilket giver det grynet visuelle og den overfladisk sammenhængende plotstruktur langt bedre mulighed for at trænge igennem.