Brain Damage (1988)

B-films-bemægtigeren Frank Henenlotter har her skabt en gyserkomedie, der rent ud sagt ikke ligner ret meget andet: "Brain Damage" er lige dele utæmmeligt, skørt vanvid og ætsende mentalt gys, der går under huden.

En klam overraskelse

Rick Hearsts Brian får sig en dag noget af en klam overraskelse. Han vågner med baghovedet badet i blod, og det viser sig, at en parasit på størrelse med en forvokset knytnæve har været på spil i hans hjerne.

Et euforiserende eventyr

Den talende parasit, der også har et sæt øjne, kan sprøjte en særlig væske direkte ind i de rette centre i Brian hjerne, men for at dette euforiserende eventyr kan fortsætte, er Brian til gengæld tvunget til at finde friske hjerne-værter, der kan mætte "fætterens" behov.

Forførende idérigdom

Igennem langt det meste af dette fantastisk idérige filmunivers er "Brain Damage" både forførende og bredsmilfrembringende. Godt hjulpet på vej af Rick Hearsts sjæleudkrængende, blændende hovedrollepræstation.

Klamheds-elegance

Men også det virkelig opfindsomme produktionsdesign sætter aftryk: I nogle scener emmer filmen af David Lynch'sk klamheds-elegance à la Eraserhead (1977) – særligt når jordslået-skjoldede vægge (og lofter) i rum bliver elektrisk-klaustrofobisk forstærkende.

Demonstrativ musikanvendelse

Sjældent bliver "Brain Damage" decideret overstadig, selvom lydsidens noget demonstrative musikanvendelse af og til kammer over.