Life of a King (2013)

    En eksfange bliver pedel på et gymnasium, hvor han inddrager sin passion for skak med stor social virkning.


    REN REMIS

    Fortællinger om en outsider, der får skovlen under besværede unge studerende ved hjælp af særlige kneb, har vi set før – og også en hel del bedre. I "Life of a King" er det skak, som Cuba Gooding Jr.s Eugene (efter 18 år i fængsel) med held inddrager på et gymnasium med udelukkende sorte elever.

     

    Bleg og håndtam

    Eugenes skakeventyr er baseret på virkelige begivenheder, men det gør desværre ikke "Life of a King" mere fascinerende. I Jake Goldbergers visionsløse iscenesættelse står filmoplevelsen nemlig bleg, håndtam og udtalt forudsigelig.

     

    Poleret stil

    Det kommer tidligt til udtryk i den polerede fortællestil, hvor handlingselementerne og de implicerede kantede personligheder smutter mellem hænderne som en lidt for ivrig håndsæbe. Der er ingen kant, ingenting, der stikker ud eller bider fra sig.

     

    Ingen umiddelbar gennemslagskraft

    Cuba Gooding Jr. har ingen umiddelbar gennemslagskraft i hovedrollen som pedellen med den blakkede fortid og skakbrikkerne skruet rigtigt på. Det samme kan siges om de mange biroller, ikke mindst gymnasieeleverne, der udelukkende opleves som kedelige statister, selvom lidt perspektiv på deres løbebaner også forsøges inddraget.

     

    Glat facade uden revner

    Den glatte filmfacade får således aldrig en revne, og samtidig sørger en allestedsnærværende, sovset underlægningsmusik for at hylde historien i endnu et lag tør forudsigelighed.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Drama, Biografi, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Life of a King
    Instr: Jake Goldberger Prod: Tatiana Kelly, Jim Young Manus: Jake Goldberger, David Scott, Dan Wetzel Foto: Mark Schwartzbard Klip: Julie Garcés Mus: Eric V. Hachikian
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation