Love, Liza (2002)

Tanden for uafhængig indiefilm: "Love, Liza" begynder som et fortættet psykologisk drama men kammer efterhånden over i det let til jævnt ekstremistiske, og historien bliver tilsvarende tåbelig.

Dyb præstation
Det begynder ellers lovende. Philip Seymour Hoffman præsterer dybt og dramatisk som den svigtede ægtemand, hvis kone uden varsel har taget sit eget liv. Filmen følger hans dybe depression, hvor spirende vanvid og fandenivoldskhed efterhånden styrer tilværelsen sikkert mod afgrunden.

Tiltagende utæmmeligt
Det er også i dette tiltagende utæmmelige, at filmen mister grebet om essensen. Sorgen og afmagten har mange ansigter, men historien bliver i stigende grad et aparte cirkus, der så at sige kæler for det faktum, at kæden er røget af, snarere end at forsøge at sætte den på igen.

Beundringsværdig indlevelse
Seymour Hoffmans skuespil er båret af en beundringsværdig indlevelse i den svære hovedrollefigur. Mange af filmens mindre roller er noget uinteressante stereotyper.

Udpræget støjende
Efter den i mange henseender flotte første halve time, der også i vid udstrækning er befriet for underlægningsmusik, følger fortællestilen den generelle udviklingstendens i filmen, og en udpræget støj på både lyd- og billedsiden bliver efterhånden dominerende.

Klam benzinsnif
En ærgerligt ujævn filmoplevelse værd at se for Hoffman og den sarte start. Det tiltagende misbrug af benzinsnif er klamt og tankevækkende til at begynde med, men også denne beskrivelse løber af sporet.