Intouchables (2011)

Hjertevarmt og bittersødt leveres varen, der forfører filmelskere verden over. Ud af et tungt tema, der er svært at omsætte til troværdig film opstår en art brovtende elegance.
 

Nye muligheder

Den rige Philippe bor i en luksusbolig i Paris. Men han har mistet sin førlighed og sin kone ved to af hinanden uafhængige tragiske ulykker. Tiden er kommet, hvor Philippe skal finde sig en ny plejer, og ved et tilfælde åbner muligheden sig for, at den alt andet end skarpe, sorte ghettodreng, Driss, kan få tjansen.

Ultimativ forskellighed
Men Driss er slet ikke indstillet på at tage sig af en handicappet mand. Alligevel tager han udfordringen, og de to udvikler et varmt venskab, der lever højt på deres ultimative forskellighed. Filmen udvikler i stigende grad en bittersød varme, hvor hele følelsesregistret kærtegnes i de mest raffinerede scener af slående oprigtighed.

Intellektuel / enfoldig
Det kommer særligt tid udtryk i de mere sørgmodige øjeblikke, hvor Philippe og Driss knytter nogle helt særlige følelsesmæssige bånd, på trods af det umiddelbare sammenstød mellem intellektuel og enfoldig.

Humoristisk intimitet
Det meste af filmen er dog bygget op omkring en helt anden form for intimitet: den humoristiske hjertelighed, der drejer halsen om på handicappets tabuer i en sjældent set fantasifuldhed.

Finurlige grin
Det er det umage venskab, der baner vejen for de mange finurlige grin på bekostning af Philippes fastlåste situation. Driss har ikke noget filter og bruger sit begrænsede ordforråd og den måske pænt sagt halvdumme facon til hele tiden at give Philippe et uventet skub bagi.

Sart intensitet
"Intouchables" rummer en sart intensitet i både alvoren og humoren. Det er her, den stærke håndtering af det tabubelagte hovedtema træder i karakter. Og de to hovedrolleindehavere lever sig fuldt og helt ind i det højspændt divergerende venskab: allerstærkest står Francois Cluzet som den fysisk lammede Philippe.

Raffinerede biroller
Der er også blevet plads til raffinerede biroller. Her bør særligt Anne Le Ny bemærkes som Philippes mest trofaste 'stuepige', der langsomt bløder op i mødet med den drilske Driss. Musikken og lyddesignet spiller desværre en alt for dominerende rolle gennem det meste af filmen.

Tungt insisterende
Det er alt for tungt og insisterende med mængder af vidt forskellige klang- og stemningsbilleder på musiksiden. At Philippe selv er en stor musikelsker, og vi derfor præsenteres for en del klassisk musik i selve handlingen, er naturligvis en helt anden og ganske elegant sag.