Praying for Armageddon (2023)
Amerikanske fundamentalister med vidt forskellig baggrund har travlt med at konspirere enhver given lejlighed ind i en apokalyptisk 3. verdenskrig.
KRUKKET FUNDAMENTALISME
Lidt tørt og forudsigeligt serveret, norsk produceret ”dokumentar-thriller”, der ellers forsøger at forurolige ved at skildre forbindelserne mellem fundamentalistisk kristendom og det amerikanske militær-industrielle kompleks.
"Krukket fundamentalisme"
Herhjemmefra betragtet opfattes fundamentalismen i religiøs-ekstremisternes budskaber mest af alt som krukket hysteri, men det gør dem selvfølgelig ikke mindre farlige. I USA er der stærke kræfter, der tolker Bibelens beskrivelser af dommens dag som en instruktionsmanual – og ser udenrigspolitik og militær magt som redskaber til at gøre verdens undergang til virkelighed.
De vantro skal dømmes...
Denne ekstreme evangeliske bevægelse læser krige, pandemier og naturkatastrofer ind i et apokalyptisk mønster og arbejder aktivt på at sætte betingelserne i orden, så Kristus kan vende tilbage til Israel for at dømme de vantro.
3. verdenskrig som "ønskescenarie"
Dokumentaren fortæller foruroligende om, hvordan præster, politikere og motorcykelbander kæmper for at starte 3. verdenskrig. Den lige dele undersøgende og opsøgende stil i fortællingen bider dog aldrig rigtig fra sig, og en nærved konstant underlægningsmusik sovser de betændte affærer mere ind, end godt er.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2023, Norge, Dokumentar, 97 min.
Dansk titel: Praying for Armageddon- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CPH - F:ACT Award-nominering