3096 Tage (2013)

Det er ikke nogen let opgave at forme en film om det klaustrofobiske vanvid, som den østrigske pige Natascha Kampusch var udsat for gennem otte år – i en sag, som de fleste vil nikke genkendende til fra det virkelige liv. Men det er lykkedes flot og over al forventning for den amerikanske instruktør Sherry Hormann... og i selskab med hele to danske skuespillere, en af dem i hovedrollen.
 

Tung indledning

En noget ubehjælpsom start, hvor dårlig synkronisering præger skildringen af Nataschas barndom, sætter sit præg på den indledende oplevelse. Og det intime kælder-set up fungerer heller ikke helt dirkefrit filmen igennem. Men man skal ikke lade sig narre: Overordnet er "3096 Tage" en vellykket film.

Brutal kidnapning

De virkelige hændelser bag behøver næppe den længste introduktion. En dag bliver skolepigen Natascha kidnappet af Wolfgang Priklopil og brutalt låst inde i et underjordisk rum.

Klaustrofobisk helvede
Der skal gå lang tid – hele otte år – før Natascha får sin frihed tilbage. Filmen følger hendes uhyggelige og voldsomt klaustrofobiske kamp på vej mod lyset – og samtidig den udspekulerede Wolfgang Priklopil, der er på en vanvidsmission.

Sober tone
Genskabelsen af klaustrofobien, af angsten, af det truende vanvid er holdt i en sober tone, der spiller helt og holdent på psykologien, snarere end det fysiske overgreb. På intet tidspunkt forfalder filmen til det letkøbt overdramatiske. Det er op til tilskueren selv at mærke den krybende uro gennem den elegant jordbundne narrative form.

Fænomenal indlevelse
Her overrumples man af Antonia Campbell-Hughes' helt fænomenale indlevelse i Kampusch' helvede: Den kuede, lydige og tålmodige pige bliver kvinde i et mentalt og fysisk jerngreb af udsultet klamsvedighed. Og Thure Lindhardt rammer flot det utålmodige vanvid, hvor udbrud hele tiden ulmer under det tilnærmelsesvist småborgerligt normale ydre.

Mentalt krybende
Det er instruktør Sherry Hormanns lydighed over for det afdæmpede set up, der former den mentalt krybende filmoplevelse ind mod selve kernen af kidnapningen. Musik er her ikke meget af: Den optræder på de rigtige tidspunkter og i en afbalanceret form, der er med til at sætte modsætningerne fængsel / frihed i vidtgående perspektiv.

Sammensmeltning
Og i det alt andet end demonstrative lyddesign fremhæves klaustrofobien i en grad, så psykologi og fysik i filmoplevelsen smelter sammen. I det absurde og indbildte "parforhold" mellem Priklopil og Kampusch bliver der efterhånden plads til små åndehuller. Dette sker i takt med, at Priklopil slækker på sit jerngreb. Det former en række fænomenale scener – et brud med klaustrofobien i et dybt bevægende perspektiv og nærved taktil filmoplevelse.

Forvreden ængstelighed
Trine Dyrholm spiller den noget anonyme rolle som Kampusch' mor – men hun formår alligevel flot at ramme det følelsesligegyldige i forholdet til datteren, mens hun stadig er barn. Kampusch som barn spilles med skræmmende dybde og forvreden ængstelighed af talentfulde Amelia Pidgeon.

Overbevisende scenografi
Det overbevisende scenografiske arbejde med at genskabe kælderrummets hermetisk tillukkede helvede spiller en central rolle i filmens troværdighed. Samtidig sidder valget af rustik villa med nedrullede persienner i kombination med Lindhardts frastødende åleglatte fremtoning i alt fra tøj til frisure lige i skabet.