Sea Fever (2019)

Det kan nok være, at besætningen på en lille vestirsk trawler får røv og køl på komedie, da de stævner ud for at samle fisk. Med ombord har de en ung studine – og da hun er rødhåret, bringer hun efter sigende uheld.... og ganske rigtigt: Snart har en ukendt parasit suget sig fast til skroget.

Parrelysten parasit

Men det skal vise sig, at mindre utætheder er det det mindste problem. Parasitten er nemlig parrelysten, og inden længe er den gået ombord i besætningen – med særdeles fatale konsekvenser!

Æggende præmis, men...

Denne ganske æggende præmis er desværre knap så vellykket ført ud i livet af Happy Valley-instruktør Neasa Hardiman, og det er der særligt to centrale årsager til: Skuespil på det absolut jævne og en skibslig indendørsscenografi under lavmål.

Uden indlevelse

Skibets interiøs emmer ganske enkelt bare af billig pap og opmalet skumplast, mens skuespillerne afvikler deres (irsk dialekt-belemrede) replikker uden stort meget indlevelse.

Et skrog af grundgys

Tilbage er et skrog af grundgys, der ind imellem kan noget udi hårrejsenes vandring: Ukendte parasitter med meget lange og delvist selvlysende haler kan nok få selv den mest svømmelystne type til at klemme benene sammen.

Glimtvis passabelt

I helheden er "Sea Fever" således et glimtvis passabelt vandplask i den efterhånden omfattende Alien-genre, men kors hvor skal der lægges øre til meget suppet underlægningsmusik.