Dressed to Kill (1980)

Flot, silkeblød og dekadent: Brian De Palma lykkes (i store træk) flot med sine vilde thrills i denne mudrede (serie)morderkrimi, der både går i flæsket på seksualitet, psykaitri... og kønsidentitet. "Dressed to Kill" er således både underholdende og overraskende, men har ind imellem også slagsider i retning af det vulgære i sin fortællestil.

Nyder udsigten

Michael Caines privatpraktiserende psykiater, Dr. Elliott, nyder udsigten til sine kvindelige klienter, men han holder sig tilsyneladende på måtten, når kvinderne meget direkte lægger op til skibsbriksgymnastik. Det gælder om at holde en professionel distance!

En seriemorder på spil

Omvendt spiller Dr. Elliott snart en central rolle i dén politiefterforskning, der sættes i søen i forsøget på at indhente en seriemorder (angivelig en blond kvinde, har nogen bevidnet.) Spørgsmålet er, om Elliott i virkeligheden ved mere, end han umiddelbart vil ud med?

Stemningsforudprogrammeret

Med Pino Donaggios urklassiske filmmusik som lydtæppe sættes fortællingen elegant, om end temmelig stemningsforudprogrammeret i svingninger fra første scene. Det er filmfortælling med store armbevægelser, hvad det første mord da også tydeliggør: Hér er det alt, alt for meget af det gode, og det frygtes, at De Palma er godt i gang med at tvære de gode takter ud – som med et discount-cigaretskods skæbne.

Løfter sig fra dybet

Heldigvis løfter herlighederne sig fra dybet, og der kommer andre og vægtigere boller på den tiltagende herligt betændte suppe. Kød- og melbollerne svulmer med andre ord, så der er mere end bare det formfuldendte at gumle på, og det er også nødvendigt. Allerbedst blandt skuespillerne finder vi en sexet Nancy Allen, der som callgirl'en Liz Blake i dén grad forstår at sætte trumf på signalværdierne.