Professione: reporter (1975)

"Det gyldne snits mester", den kompromisløse italienske instruktør Michelangelo Antonioni, er hér på sit mest jordnære, ja nærmest "mainstream"-niveau. "Professione: reporter" er i hvert fald milevidt lettere slugbar end, hvad der regnes som et af Antonionis hovedværker, Il deserto rosso (1964).

Knap i sin stringens

Det betyder på ingen måde, at Jack Nicholson-dramaet, der tager sit udgangspunkt i en afrikansk ørken, er for enhver smag. Antonionis stil er stadig knap i sin stringens, og det former en filmoplevelse uden ret mange store armbevægelser, selvom et thriller-twist indtræffer.

Ørkensvedt desperation

Nicholsons krigskorrespondent, Locke, er sendt på arbejde et sted i Afrika for at dække en krig, han ikke kan finde! I ren ørkensvedt desperation lader han sig friste over evne og beslutter sig for at "dø", tage en på hotellet afdød mands identitet og hermed forsøge sig forfra hjemme i Europa. Men det giver selvsagt anledning til store udfordringer ved hjemkomsten, særligt fordi hans efterladte kone måske begynder at lugte lunten.

Balanceret æstetiseret ro

"Professione: reporter" er præget af en balanceret æstetiseret ro fra allerførste scene. Det mærkes med det samme, at lydbilledet er fuldstændig rent og renset, hyldet i en perfektionisme og helt uden kunstig indflydelse, overdrivelser – og musik.

Visuelt overdrive

Samtidig fornægter Antonionis visuelle overdrive sig ikke, men modsat "Il deserto rosso" er der intet villet eller patetisk over stiliseringen. Snarere vinkles alle de forskellige verdenshjørner, som Locke besøger, uden forstillelse, men med et ekstremt højt niveau af akkuratesse.

Kunstnerisk udfordring

Nicholson fremhæver selv "Professione: reporter" som dén film i karrieren, der har givet ham allermest kunstnerisk udfordring – og han rangerer den blandt sine egne personlige favoritter.

Overladt til sig selv

Han leverer da også en følt, nuanceret præstation i en rolle, der ikke er piece of cake, og han er i vid udstrækning overladt til sig selv, hvis man skal tro hans eget udsagn om, at Antonioni opfattede sine skuespillere som "nødvendigt forbipasserende" i den æstetiske indpakning.

Dejligt afdæmpet modspil

Nicholson får hjerteligt og dejligt afdæmpet modspil af Maria Schneider i rollen som "Girl", der bliver Lockes nye bekendte/kæreste, primært i Barcelona, hvor størstedelen af filmen udspiller sig. Filmen blev indspillet i 1973, men fik først premiere i 1975, samme år som Nicholson-hittet One Flew Over the Cuckoo's Nest (1975).