Touching the Void (2003)

Kevin Macdonald bringer her den dramatiserede dokumentar-fortællestil mod nye højder: Gengivelsen af det virkelige livs mareridtsnedstigning fra Siula Grande-bjerget i Peru i 1985 både vokser med opgaven og involverer sine tilskuere med perspektivskabende nærvær.

Mirakuløs nedstigning

Klatrerne Joe og Simons nedstigning er gået over i bjergbestigningshistorien som en af de mest mirakuløse. For alt går galt på vejen ned, hvor særligt Joes historie er noget nær vanvittig. Det er da også primært hans skæbne, filmens fokuserer på.

En bedrift i sig selv

Efter en lidt fesen start, hvor dokumentaren lige skal finde sit leje, begynder der at komme både kød og gåsehud på de dramatiserede optagelser. De er nemlig så troværdige og så vellykkede, at det er svært at skelne fiktion fra virkelighed – og det er virkelig en bedrift i sig selv.

Vanvid – og skønhed

Således står Joes solotogt knivskarpt i al dets vanvid – og skønhed: Midt i det nærved dødbringende drama udgør både de mægtige Andesbjerge og iskatedralerne under dem fantastiske kulisser.

Mareridtet genoplevet

Det virkelige livs Joe og Simon genfortæller til kameraet, mens "stand-ins" gen-gennemlever mareridtet. Med andre ord skuespillere, der skal have klatretøjet skruet rigtigt ned over kroppen. Her imponerer særligt Brendan Mackey i sit portræt af Joes pinsler.

Magien opstår

Musikunderlægningen stjæler desværre lidt for ofte billedet (særligt slemt er indslagene af "bongotrommer" på en baggrund af is og klipper). Men når musikken ind imellem (og oftere) trækkes ud af ligningen, og den vilde naturs eget lydbillede får lov at styre, opstår magien for alvor.