Pet (2016)

Der er ikke meget kæledyr over grundpræmissen i "Pet", i hvert fald ikke i den klassiske pelsede og nuttede betydning. Men for den forskruede dyrepasser Seth kan den gamle flamme Holly meget vel gå hen og blive hans "kæledyr". Efter flere gange at være blevet afvist venligt, men bestemt af Holly ude i det virkelige liv, beslutter han sig nemlig for at tage hende noget så eftertrykkeligt til fange.

Bur i kvindestørrelse

I de gustne, jordslåede flerdækskældre under det nedslidte dyreinternat sammensvejser Seth således et bur i kvindestørrelse. Så skal han bare lige have overmandet Holly i privaten med en omgang dyrebedøvelse, og planen kører på skinner... I hvert fald lige indtil det begynder at blive tydeligt, at Holly vist også gemmer på nogle mørke hemmeligheder.

1.70 høj mands forskruede dagsorden

"Pet" fungerer rimeligt i den første halve times tid, mens fokus endnu er på 1.70 høje Seths tiltagende forskruede dagsorden. Men der går desværre ikke lang tid med kvinden i buret, før filmen lige synes, den skal tilføje endnu flere lag i den i forvejen betændte – og iknæsænkende musikunderlagte – filmaffære. Og dét er bestemt ikke kønt. Faktisk undergraves de potentielt fine takter nærmest totalt.

Gumpetungt skrevet

Væk er langt det meste af den ætsende tilfangetagelse, i stedet skinner det gumpetungt og temmelig idiotisk skrevne ekstratwist igennem. Det bliver hermed endnu sværere for hovedrolleindehaverne Dominic Monaghan og Ksenia Solo at få blot 5 % troværdighed vredet ud af de 94 minutter.