Kill List (2011)
To britiske lejemordere fristes af et nyt job. Det, der starter rutinepræget, udvikler sig dog i en yderst voldelig og dødbringende retning.
EN VALS MED VOLDEN
Vanedannende virilt britisk thrillergys, der tager genrerne ved roden og bringer dem mod helt andre udløsninger end uendeligt mange amerikanske filmkolleger: "Kill List" er en sprød, uforudsigelig vals med vold, død og ødelæggelse – og absolut ikke en film for sarte sjæle.
En ny dag på kontoret?
Makkerparret Jay og Gal har tidligere slået ihjel sammen for penge, og de fristes nu af bagmænd til at snuppe et tredobbelt lejemord mod klækkelig betaling. Det ser da også ud til, at drabene blot er en ny dag på kontoret, men så begynder det at stikke af.
I lig og lort til halsen
Særligt familiefaren Jay er dybt utilregnelig, og han kan antændes i vredesudbrud, der fører en strøm af blod og hjernemasse med sig, hvis ikke han holdes i stram snor. Problemet er især, at Jay ikke lader sig tæmme, og snart står begge lejemorderne i lig og lort til halsen.
Alt, alt for meget musik
Havde det ikke været for den anmassende og alt for dominerende underlægningsmusik, havde vi kigget ind i et lille mesterstykke her. Selvom musikken er både originalt og ambitiøst komponeret, er der nemlig alt, alt for meget af den.
Ætsende ubehag
Men stadig rummer den ætsende ubehagelige historie så meget kvalitet, overraskelse og markant spil, at "Kill List" sejrer. Det er befriende kompromisløst, ekstremt testosteronpumpet og i vid udstrækning nådesløst.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2011, Storbritannien, Action, Krimi, Gyser, Drama, Biler på film, Børn på film, 95 min.
Dansk titel: Kill List- Neil Maskell (Jay)
- Michael Smiley (Gal)
- MyAnna Buring (Shel)
- Struan Rodger (The Client)
- Ben Crompton (Justin)
- Damien Thomas (The Doctor)
- Steve Oram (Radio Reporter (stemme))
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation