Dead End (2003)
Da en far beslutter at tage en genvej med familien til julehygge, kunne han ikke have forudset, hvor stor en fejltagelse, det er.
MARERIDTSVEJEN UDEN ENDE
Dette fransk instruerede, skrevne og finansierede gys udspiller sig i USA med amerikanske skuespillere – og filmen blev en kæmpe succes på hjemmevideomarkedet. Det er historien om familien Harrington, der juleaften er på vej til familiehygge som så mange år tidligere.
En "genvej"
Men netop dette år har Ray Wises farmand Frank egenrådigt taget beslutningen om at køre en "genvej", og det kommer de alle fire til at fortryde. Snart står det nemlig klart, at den mørke landevej er både endeløs og fyldt med skumle farer, der meget vel kan ende med at koste dem livet.
Særdeles syret Road Movie
"Dead End" er en særdeles syret Road Movie. Meget af handlingen udspiller sig i familiebilen, hvor vi også erfarer, at familien Harrington ikke er den mest velfungerende. Det fyger gennem luften med eder og sarkasme, men de bliver alligevel tvunget til i hvert fald at forsøge at samarbejde, efterhånden som uforudsete – og potentielt livstruende – begivenheder bremser dem, og de må stige ud i mørket.
Herligt uortodoks gyserunderholdning
Det er herligt uortodoks gyserunderholdning, der ikke er bleg for at blande stemningerne, så også et komisk fundament titter frem mellem de tiltagende blodige begivenheder. Her er Lin Shaye allerbedst og formidler skiftet fra emsig familiemor til ... hvad hun nu er ... forbilledligt.
Dimensionerne er udviskede
Uhyggestemningen er smittende på den gustne vejstrækning: Det er som et mareridt, hvor dimensionerne er udviskede, og fremdrift synes umulig. Den sorte bil, der ind imellem cruiser forbi familien i langsomt tempo, udgør filmens mest hårrejsende mystiske indslag.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2003, Frankrig, Mystik, Gyser, Biler på film, Road Movie, 85 min.
Dansk titel: Dead End- Ray Wise (Frank Harrington)
- Lin Shaye (Laura Harrington)
- Alexandra Holden (Marion Harrington)
- Amber Smith (Lady in White)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation