Jacob's Ladder (1990)
En veteran fra Vietnamkrigen oplever en række hallucinationer, og hverdagen og familielivet begynder at smuldre mere og mere.
DRØM ELLER VIRKELIGHED
Ambitiøst, mentalt meget ubalanceret genreblandingsprodukt, der nok har sine forcer i spillet og den visuelle indramning, men som aldrig formår at samle de mange rum- og retningsskift troværdigt, andet end i korte sekvenser.
Lig i bagagen
Tim Robbins' familiefar, Jacob, har lig med i bagagen fra den hårde tid blandt soldaterkammeraterne i Vietnamkrigen. Tilmed har han mistet en søn på hjemmefronten, så sorger har Jacob nok af. Som om det ikke var nok, begynder han nu i stigende grad at se syner: Mærkelige væsner i undergrundsbanen og ubehagelige drømme, der får ham til at være i tvivl, om han egentlig er død eller levende.
Meget mudret
Det er ind imellem tankevækkende, når Jacobs hjerne vrider ham rundt i kulissen, og hér gør Tim Robbins en habil figur i en vanskelig rolle. Men hvad filmen vil med sine tanke/fantasi/virkelighedseksperimenter er meget mudret, og den megen roden rundt i følelsesmæssigt ingenmandsland tipper reelt ret tidligt filmoplevelsen ud over kanten.
Elegante rammer
De visuelle rammer er elegante, så længe virkeligheden hersker (eller er det hele et fata morgana?). Langt mere lemlæstet fremstår både billede og lyd, ligeså snart Jacob har et "anfald": Nu er der knald på de "blinkende lygter" og den medfølgende alt for kvælende Maurice Jarre-musik, der tilmed toppes af hele seks malplacerede popsange.
Fine biroller
Bedst på rollelisten er Danny Aiello som den smilende kiropraktor, Louis, ligesom Pruitt Taylor Vince bedre end nogen anden på rollelisten formår at bringe de trængte følelser troværdigt frem på vædede kinder.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1990, USA, Drama, Mystik, Krig, Krigsdrama, Gyser, Tog på film, Børn på film, 113 min.
Dansk titel: Jacob's Ladder- Tim Robbins (Jacob)
- Elizabeth Peña (Jezzie)
- Danny Aiello (Louis)
- Matt Craven (Michael)
- Pruitt Taylor Vince (Paul)
- Ving Rhames (George)
- Brian Tarantina (Doug)
- Suzanne Shepherd (Hospital Receptionist)
- Michael Tomlinson (Field Doctor)
- Scott Cohen (Resident Doctor)
- Bryan Larkin (Jed)
- Macaulay Culkin (Gabe)
- Perry Lang (Jacob's Assistant)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation