Till Death (2021)
En ung kvinde efterlades alene, lænket til sin døde mand i en hytte tæt ved en tilfrossen sø. Nu skal hun forsøge at slippe fri, før væmmelige bagmænd indhenter hende.
FORHOLD FORPLIGTER
Tematisk beslægtede film:
Så kan hun lære det, må husbonden have tænkt, da han planlagde den ultimative hævn over sin viv: Hun har været ham utro, derfor går han all in på at få hende ned med nakken. Det foregår i en lille hytte lige op ad en tilfrossen sø, og mandens hævn er barsk. Han lænker konen til sit håndled, skyder sig selv gennem hovedet... og så må hun ellers klare sig selv.
Koldt for de små lamser
Han har sørget for, at alle skarpe genstande er fjernet, og for at telefonforbindelsen er kappet. Nu er gode råd dyre, for det ligger også i luften, at væmmelige bagmænd er på vej for at gøre en ende på kvindens liv. Hun må derfor slæbe rundt på mandens lig, og det bliver først for alvor koldt for de små bare lamser, da hun bevæger sig ud i sne og is.
Computeranimeret kuldeånde
Præmissen er stærk, eksekveringen mindre genial. Først og fremmest er det svært at æde uheldig heltinde kontra diverse skurke-opdelingen, der aldrig bliver troværdig. Hernæst er det decideret ynkeligt, som snelandskaberne er kunstigt fabrikeret (falsk sne og is, computeranimeret "kuldeånde").
Brænder ikke igennem
Intensiteten er ind imellem ætsende, men der er for langt mellem de troværdige thrills, bl.a. fordi Megan Fox ikke brænder igennem i den bærende rolle. Mest effektiv er thrilleren, når den går i flæsket på den terror, der er forbundet med at være lænket til 95 kg. dødt kød. Udtalt iknætynget af nærmest konstant underlægningsmusik forsvinder mange af de muligheder, der ellers ligger lige for ved at udnytte vinterens egne (storm)lyde.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2021, USA, Thriller, Gyser, 88 min.
Dansk titel: Till Death- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation