The Pig Farm (2011)
Dokumentarisk indføring i den canadiske seriemorder, Robert Picktons, ugerninger. Pickton slog kvinder ihjel på samlebånd på sin svinefarm, før han endelig blev pågrebet.
SVINET PÅ SVINEFARMEN
Robert Pickton hører til blandt de mindre kendte seriemordere, måske slet og ret, fordi hans ugerninger foregik i Canada og ikke i USA. Ikke desto mindre stod Pickton bag kidnapningen og mordene på op imod 30 kvinder sidst i 90'erne og først i 00'erne, og hans base på en udkantssvinefarm skulle vise sig at være den perfekte hule til alle ugerningerne, også selvom han havde flere lejere boende på gården.
Går old school til værks
"The Pig Farm" går dejligt old school ind i det dokumentariske stof, og på mange måder minder fortællestilen om den 15 sæsoner omfattende, legendariske amerikanske dokumentarserie "Forensic Files" (1996-2011). Billederne og sammenklipningen af dem leder således stilistisk tankerne tilbage til Robert Picktons "regeringstid".
Kompakte interviews
Lydoptagelserne, hvor vi hører forbryderen bekende kulør, da han endelig er havnet bag tremmer, er desværre eneste direkte kilde af bæstet, men dokumentaren føles stadig afdækkende i de relativt kompakte interviews med både folk, der kendte Pickton samt de mange politifolk, der var med til at få sat ham fast. En udtalt anvendelse af "sovset tv-musik" gør mere end noget andet dokumentarfilmen en bjørnetjeneste.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2011, Canada, Dokumentar, Krimi, Biografi, Seriemordere, 86 min.
Dansk titel: The Pig Farm- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation