The Conjuring (2013)

    Et ægtepar og eksperter i overnaturlige fænomener kaldes ud til en landejendom, der angivelig er besat af en ond ånd.


    HÅRREJS, DER BATTER

    Sammenhængende film:

    The Conjuring (2013)

    The Conjuring 2 (2016)

    The Conjuring: The Devil Made Me Do It (2021)

     

    På trods af sine relativt tilbagetrukne og antydningens kunst-baserede gys fik "The Conjuring" den hårdeste censur i USA, simpelthen fordi, de gys, der optræder genem filmen, er hårrejsende, at selv hr. og fru hardcore må indrømme, de tager jord med.

     

    Smæk for skillingen

    Censuren forhindrede dog ikke filmen i at blive en kæmpe publikumssucces, der skulle kaste flere sequels, prequels og spin offs af sig. Og der er da også smæk for skillingen i et gys, der er baseret på "virkelige" begivenheder – hvis man ellers tror på dén slags.

     

    Absolut (onde) ånder-gehør

    Ægteparret Ed og Lorraine Warren er specialister i paranormale aktiviteter, og de har travlt. Han er god til alt det tekniske og tilmed næsten i stand til at uddrive djævle. Hun har absolut gehør i forhold til (onde) ånder, og kan både se og mærke, hvor der har været aktivitet, selvom det tærer hårdt på hendes psyke.

     

    Ud af deres gode skind...

    En dag kaldes de ud til en landejendom, hvor familien Perron er ved at gå ud af deres gode skind. En eller flere onde ånder driver gæk med far, mor og døtre, og det er ikke venlige vitser, der bliver hvisket og banket i husets mange kroge.

     

    Djævleuddrivelse i tide?

    Det hele spidser for alvor til, da husmoren Carolyn så at sige inhalerer djævelen i egen lave person og nu er i fare for at gøre en ende på både familien og sig selv. Spørgsmålet er, om Warren-parret er kommet tids nok i gang med deres kontraøvelser.

     

    Begavet konstrueret

    "The Conjuring" er et begavet konstrueret overnaturligt gys, der lever højt på antydningen, men som heller ikke er bleg for at sætte alt på et bræt, når det fortættede åndelige ind imellem får kød på knoglerne.

     

    Herligt sitrende chokeffekter

    Chokeffekterne er herligt sitrende og sidder i kroppen et godt stykke tid – her er det afgørende, at produktionsdesignet sidder så meget i skabet, som det er tilfældet, så huset og dets lyde og mørke vækkes til live.

     

    Hårrejs ved egen kraft

    Meget af den alt andet end subtile underlægningsmusik kunne vi godt have været foruden, og det bliver især tydeligt, når den endelig udelades, og hårrejsene får lov at stå ved egen kraft og perception!

     

    Smæk i den åndelige mås

    Særligt Vera Farmiga og Patrick Wilson gør det virkelig flot som hhv. fru og hr. paranormal-ekspert, men der er også pænt smæk i den åndelige mås, når Lili Taylor krænger hele sit inderste ud som den besatte husmor.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024