Prisoner's Daughter (2022)

Det første kvarter af erfarne Catherine Hardwickes skæve familiedrama er så lattervækkende skåret ud i klichépap, at det decideret skriger til himlen. Men når fast klichéerne har "sat sig", og den outreret lineære fortælling bare glider hen over overfladen som en friskopladet elektrisk plæneklipper, er der facetter ved "Prisoner's Daughter", det er svært ikke at omfavne.

12 år uden kontakt

Der er meget langt fra Hardwickes hårdkogte teenagedrama Thirteen (2003) til dette 100 % pleasende Amazon-finansierede produkt. Den hårdtarbejdende, men altid ludfattige Maxine bor alene med sin 12-årige søn. Da 70+-farmand Max ringer fra fængslet efter tilsvarende 12 år uden kontant, er datteren ikke decideret henrykt.

Far har et forslag

Men far har et forslag: Hvis Maxine kan gå med på, at han flytter ind (med fodlænke), kan han nemlig få lov af fængslet til at afsone det sidste af sin straf (og sit liv – Max er uhelbredeligt kræftsyg) hos hende. Efter lidt betænkningstid, går Maxine med på ideen, men kun fordi, farmand kan skyde nogle penge i husholdningen. Men, hvem ved, måske kan genforeningen også kaste noget positivt af sig?

Ugebladspotentiel historie

Det er i grunden både til at grine og græde ad den helt igennem ugebladspotentielle historie, men i Brian Cox og Kate Beckinsales afrundede spil vokser herligheden så at sige udenom alt det vamle og spirer for sig selv. Det er svære betingelser at spille energi ind i så fortærsket et manuskript, men det lykkes overbevisende.

En farhungrende dreng

Sidehistorien med den farhungrende dreng, der ser potentiale i at have fået en mand i huset, er i bedste fald semi-sød. Især er det tåbeligt, at knægten som løsningsmodel for en mobning med overbygning opfordres til smæk og dask i selvforsvar. Sødladen underlægningsmusik sætter prikken over filmens "fællessangs"-stemning.